Der er en spæd optimisme at spore på markederne i USA, hvor handlerne venter på nyt om de mulige fredsforhandlinger i USA.
Det afspejles tydeligt i det tre toneangivende indeks for det amerikanske marked, hvor teknologitunge Nasdaq fra start bevæger sig frem med 0,2 pct. S&P 500-indekset stiger også ved åbningen med 0,2 pct., mens Dow Jones ligger 0,3 pct. højere.
Den forsigtige stemning kommer efter godt humør tirsdag, der førte til mere risikovillighed blandt investorerne, og hvor indeksene lukkede med stigninger på 0,7 til 2 pct. på forlydender om fredsforhandlinger mellem USA og Iran.
Der er ikke kommet officielt nyt fra parterne om forhandlingerne, men ifølge nyhedsmediet AP har USA og Iran indgået en "principiel aftale" om at forlænge våbenhvilen, så der kan gives ro til yderligere forhandlinger mellem landene.
FOKUS PÅ TEKNOLOGIAKTIER
Især de amerikanske teknologiaktier har de seneste dage nydt godt af den øgede risikovillighed blandt handlerne efter generelt at have haltet bagefter i år på bekymringer om blandt andet en AI-boble, skriver Bloomberg News.
Det teknologitunge Nasdaq 100-indeks befinder sig i sin bedste stime siden 2021, mens kæmper som Oracle - der åbner 4,1 pct. højere - er steget 18 pct. de foregående to handelsdage, og Microsoft og Palantir er steget 6 pct. i samme periode.
- Den amerikanske teknologisektor inklusive de såkaldte "Magnificent Seven" er langt billigere i dag end for seks måneder siden, siger Lilian Chovin fra Coutts til Bloomberg.
- Bekymringer om Mellemøsten forsvinder ikke pludseligt, men disse selskabers evne til at tjene penge i et svært økonomisk miljø er stadig meget attraktiv.
I "Magnificent Seven" stiger Microsoft, Apple, Nvidia, Meta, Tesla efter få minutters handel, mens Google og Amazon falder.
BANKER SENDES OP I FORMARKEDET
De amerikanske storbanker Bank of America og Morgan Stanley har begge i første kvartal leveret en bedre udvikling end ventet.
Handlerne kvitterer med at sende aktierne op ved åbningen med henholdsvis 2,8 pct. og 5 pct.
For begge banker er indtægterne steget mere end ventet, hvilket også ses afspejlet på Morgan Stanleys bundlinje.
Morgan Stanley tjente i første kvartal 3,43 dollar per aktie mod ventet 2,95 dollar. Indtægterne landede på 20,6 mia. dollar - cirka 0,9 mia. dollar mere end forudset.
SNAPCHAT-EJER VARSLER MASSIVE NEDSKÆRINGER
Snapchat-ejeren Snap varsler stor fyringsunde, hvor 16 pct. af arbejdsstyrken - eller 1000 stillinger - vil ryge globalt.
Det sker for at reducere omkostningerne og for at blive mere profitabel.
I et memo til de ansatte onsdag skriver selskabets topchef, Evan Spiegel, at fyringerne er nødvendige, hvis Snap skal blive effektive og levere profitabel vækst, skriver Bloomberg News.
Oven i de 1000 fuldtidsansatte sløjfer Snap 300 stillinger, der ikke er besat lige nu.
De store sparerunde betyder, at Snap kommer til at reducere omkostningerne med mere end 500 mio. dollar, svarende til 3,2 mia. kr. i andet halvår 2026.
Aktien stiger 6,5 pct. til 5,92 dollar kort efter handelsstart onsdag efter et plus tirsdag på 8,7 pct.
.\\˙ MarketWire