2026 indledes med godt humør på Wall Street, hvor techaktierne har taget teten, efter at optimismen for kunstig intelligens atter er blusset op.
Det brede S&P 500-indeks går frem med 0,6 pct. fra start, mens techaktierne i Nasdaq stiger 1,1 pct. Det smalle Dow Jones ligger med et indledende plus på beskedne 0,1 pct.
Det følger fald på årets sidste handelsdag den 31. december, hvor S&P 500-indekset faldt 0,7 pct. Nasdaq og Dow Jones gik tilbage med henholdsvis 0,8 pct. og 0,6 pct.
Fredag var det en stærk børsdebut for chipdesigneren Shanghai Biren Technology i Hongkong, der fra morgenstunden slog den positive AI-tone an.
Kinesiske Baidu fløj sideløbende i vejret, efter at selskabet havde indgivet ansøgning om at børsnotere sin AI-chipforretning, mens sprogmodellen DeepSeek offentliggjorde en skitse for en mere effektiv tilgang til udvikling af AI, skriver Bloomberg News.
- Det, vi ser i dag, er en fortsættelse af den stigende tendens i aktierne, hvor AI og teknologi igen er i front. Handlerne er stadig i købsstemning, og mange af de optimistiske temaer fra 2025 fortsætter ind i 2026, siger Tim Waterer, chefmarkedsanalytiker hos KCM Trade, ifølge Bloomberg News.
I USA har chipkæmpen Nvidia lagt fra land med et plus på 2,1 pct., mens rivalen AMD stiger 4,7 pct. Micron og Broadcom stiger desuden henholdsvis 5,8 pct. og 2,4 pct. fra start.
TESLA STIGER TRODS SKUFFELSE MED LEVERINGER I FJERDE KVARTAL
Også Tesla har fået en fornuftig start på året med et plus på 0,9 pct.
Det er på trods af, at elbilproducenten leverede 418.227 biler i fjerde kvartal, og det svarer til en nedgang på 16 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Ifølge Bloomberg News havde analytikerne regnet med levering af 440.907 biler.
Dermed fik Tesla som ventet også baghjul af den kinesiske rival BYD i 2025 målt på leverede biler.
MØBELAKTIER I HOPLA EFTER UDSKUDT TOLD
Aktierne i møbel- og køkkenvirksomheder har ligeledes taget hul på en glimrende handelsdag fredag, efter at USA's præsident, Donald Trump, har udskudt toldstigninger på polstrede møbler og køkkener.
Bloomberg News skriver, at tolden skulle være indført fra årsskiftet, men Det Hvide Hus udskød tolden i sidste øjeblik sent onsdag, så den nu først får effekt fra den 1. januar 2027.
Det giver løft til blandt andet møbelforhandleren RH, som stiger 8 pct. i de indledende handler. Wayfair og Williams-Sonoma går frem med 7 pct. og 4,3 pct. fra start.
.\\˙ MarketWire