01. apr. 2026 kl. 13:42
46 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Håb om Iran-fred holder ved og sender aktierne op - Nike dumper med prognose

USA/åbning: Håb om Iran-fred holder ved og sender aktierne op - Nike dumper med prognose

Det går atter frem for aktierne på Wall Street onsdag, hvor tirsdagens gode stemning lader til at have bidt sig en smule fast oven på meldinger om, at USA's krig med Iran måske lakker mod enden.

Det brede S&P 500 har lagt fra land med et plus på 0,8 pct., mens det smalle Dow Jones stiger 0,9 pct. Teknologiaktierne i Nasdaq går frem med 1,2 pct. i de indledende handler.

Det følger markante plusser på 2,5-3,8 pct. til de tre ledende indeks tirsdag, efter at præsidenten, Donald Trump, ifølge Wall Street Journal luftede muligheden for at stoppe krigen uden at forlange en genåbning af Hormuzstrædet.

Efterfølgende lyder det så også fra Donald Trump, at USA "meget snart" trækker sig fra Mellemøsten. Ifølge præsidenten vil krigen være forbi inden for to til tre uger.

På sit eget sociale medie Truth Social skriver Donald Trump onsdag også, at Irans præsident har bedt om våbenhvile. Det vil USA overveje, mens de fortsætter med at bombe Iran tilbage til stenalderen, skriver den amerikanske præsident.

Og selv om det ikke umiddelbart lader til, at USA har indstillet kanonerne, sendes oliepriserne baglæns med godt 14 pct., hvor en tønde Brent-olie onsdag koster omkring 102 dollar.

- Sammenhængen mellem Brent-olieprisen og de globale aktiemarkeder har været usædvanligt stærk, siden konflikten brød ud. Det understreger, at aktiemarkederne næppe vender tilbage til tidligere topniveauer, før Hormuzstrædet genåbner, og olieprisen falder markant. Det er nok stadig for tidligt at føle sig helt tryg, siger Wolf von Rotberg, aktiestrateg hos Bank J. Safra Sarasin, ifølge Bloomberg News.

Fokus er der da også fortsat på Donald Trump, der har annonceret, at han har "en vigtig opdatering om Iran". Den gives efter planen onsdag aften lokal tid.

NIKE RAMMER SKÆVT MED PROGNOSE

Nike stikker i den helt forkerte retning i den indledende handel onsdag med et minus på 13 pct., efter at sportsgiganten ellers lagde godkendte tal for sit tredje kvartal frem.

Nedturen skyldes imidlertid en noget overraskende sløj forventning til udviklingen i indeværende kvartal. Omsætningen forventes at falde med 2-4 pct. i indeværende kvartal og med lave encifrede tal resten af kalenderåret.

Møbelforhandleren RH har taget hul på en endnu sløjere handelsdag, efter selskabet har ramt helt forbi skiven med sine forventninger til det nuværende første kvartal.

Her spår RH en tilbagegang i salget på minus 2 til minus 4 pct. i kvartalet, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News på forhånd havde regnet med en fremgang på 8,1 pct.

Det sender aktien baglæns med 22,7 pct. fra start.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 220 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig