En overraskende stærk jobrapport for august lægger pres på de amerikanske aktier fra børsåbningen i New York fredag.
En jobskabelse på 162.000 øger isoleret set nemlig sandsynligheden for en snarlig rentenedsættelse i USA - og det bryder investorerne sig ikke umiddelbart om.
Kort efter åbningen ligger det brede amerikanske S&P 500-indeks 0,2 pct. lavere. Dow Jones-indekset falder desuden 0,3 pct., mens Nasdaq-indekset holder skindet på næsen og stiger marginalt.
Torsdag steg de tre indeks 1,1-1,4 pct. anført af teknologisegmentet.
EN VIGTIG BRIK
I august blev der i USA skabt 162.000 nye arbejdspladser uden for landbruget, hvilket var noget over forventningen på 55.000 ifølge Bloomberg News.
- Arbejdsmarkedsrapporten er en meget vigtig brik i den amerikanske forbundsbanks (Feds) rentepuslespil. Isoleret set øger denne arbejdsmarkedsrapport sandsynligheden for, at renten snart hæves i USA, skriver seniorøkonom Kim Blindbæk fra AL Sydbank i en kommentar.
Investorerne vurderer i øjeblikket, at sandsynligheden for en renteforhøjelse på næste rentemøde den 16. september er tæt på 50/50 for, at renten hæves med 0,25 procentpoint, påpeger økonomen.
Fra åbningen er Adobe kommet i kraftig modvind, efter at Photoshop-producenten har annonceret, at Anil Chakravarthy bliver administrerende direktør med virkning fra 1. december. Han afløser Shantanu Narayen.
Aktien falder fra start med 6,4 pct.
Anil Chakravarthy har hidtil ledet selskabets softwareforretning inden for marketing og analyse, mens Shantanu Narayen, som har været topchef siden 2007, bliver ny bestyrelsesformand med effekt fra 1. december, skriver Bloomberg News.
- At Adobes bestyrelse har valgt en intern kandidat som ny topchef, fjerner en usikkerhed, samtidig med at AI-forstyrrelser truer kerneforretningen, påpeger Bloomberg Intelligence, der fortsætter:
- Hans største udfordring bliver sandsynligvis at bremse faldet i salgsvæksten og ændre opfattelsen af, at Adobe er sårbar over for gratis AI-værktøjer.
ENDNU EN NEDJUSTERING
Endnu værre går det dog for Lululemon, som formarkedet hele 17,1 pct., efter at producenten af træningstøj torsdag efter børslukketid atter sænkede sine forventninger til regnskabsåret 2026/27.
Lululemon regner nu med en omsætning i perioden på 10,35-10,50 mia. dollar mod tidligere 11,00-11,15 mia. dollar. Det nye bud er samtidig et godt stykke under konsensus ifølge Bloomberg News på 11,03 mia. dollar.
Koncernen tager samtidig også kniven til overskudsforventningen og ser nu en indtjening per aktie på 9,48-9,73 dollar mod tidligere 10,95-11,15 dollar, og igen er den nye prognose under markedets forventning om en indtjening per aktie på 10,84 dollar.
- Mens vi fortsat navigerer i nogle udfordrende dynamikker, anlægger vi en forsigtig tilgang med vores reviderede helårsprognose. Vores teams forbliver fokuserede på at accelerere væksten ved at styrke vores produkttilbud, øge vores markedsføringsinvesteringer og opretholde disciplineret omkostningsstyring, udtaler Meghan Frank, midlertidig topchef, i regnskabet.
Blandt aktierne i "Magnificent Seven" stiger chipgiganten Nvidia 1,6 pct., mens Tesla klarer sig dårligst af de syv giganter med et fald på 4,6 pct.
.\\˙ MarketWire