Det amerikanske aktiemarked er torsdag lukket i forbindelse med Thanksgiving.
Fredag genoptages handlen i et lidt begrænset omfang, da børserne i USA lukker allerede klokken 19 dansk tid i stedet for sædvanlige klokken 22.
Her peger handlen med aktieindeksfutures mod en stort set uændret start. Futures for S&P 500, Dow Jones og det mindre teknologiindeks Nasdaq 100 handles med marginale udsving.
Aktiemarkederne i særligt USA har på det seneste været på lidt af en spurt. Onsdag steg aktierne 0,7-0,8 pct., og siden forrige tirsdag har aktierne vundet 4,2 pct. Fremgangen følger dog også et næsten tilsvarende fald i ugerne før.
En stigende opbakning til en sidste rentenedsættelse i 2025 fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har været med til at understøtte den gode stemning, mens kunstig intelligens, AI, på den ene side imponerer med stor vækst og efterspørgsel, men på den anden side fortsat skaber bekymring for en boble tæt på bristepunktet.
- Vi nærmer os en klassisk slutspurt inden årsskiftet, siger Daniel Murray, der er topchef i EFG Asset Management Switzerland, til Bloomberg News.
- Vores hovedscenarie er et, hvor makromiljøet faktisk holder pænt stand ind i 2026, selskabernes indtjening ser rimelig ud, og du får medvind fra de forsinkede effekter af rentenedsættelserne, fortsætter han.
Markedet indregner nu en sandsynlighed på 80 pct. for en rentenedsættelse på 25 basispoint til 3,50-3,75 pct. i december. Det vil være tredje lempelse af renten i træk i USA.
.\\˙ MarketWire