31. mar. 2026 kl. 13:39
68 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Marvell flyver frem efter Nvidia-aftale i håbefuldt marked

USA/åbning: Marvell flyver frem efter Nvidia-aftale i håbefuldt marked

Marvell Technologies er flyvende tirsdag, efter at chipproducenten har indgået en milliardaftale med Nvidia.

Også den overordnede stemning afspejler en fornyet optimisme omkring situationen i Mellemøsten, da USA's præsident, Donald Trump, ifølge avisen Wall Street Journal har talt med sine rådgivere om at afslutte krigen i Iran - også selv om det sker uden en genåbning af Hormuzstrædet.

En deeskalering af den højspændte situation er sød musik for handlerne, der i den indledende handel sender indeksene i USA i vejret. S&P 500 stiger 1,1 pct., Nasdaq-indekset vinder 1,3 pct., og Dow Jones går 1,1 pct. frem. Stigningerne følger efter minusser på 0,1-0,7 pct. mandag.

Strateg Matt Maley fra Miller Tabak påpeger dog, at der ikke er den store fornuft i optimismen omkring en mulig afslutning i Iran.

- For at være ærlig er vi ikke sikre på, hvorfor det har så positiv påvirkning for markederne, siger han til Bloomberg News.

- Hvis trafikken gennem Hormuzstrædet forbliver så begrænset, som det er nu, vil oliepriserne forblive højere og sandsynligvis stige mere over tid, fortsætter han.

En tønde af den europæiske Brent-olie koster tirsdag eftermiddag 107,33 dollar, mens den natten til tirsdag var oppe i 109,99 dollar. Imens koster den amerikanske WTI-olie 103,28 dollar mod 106,86 dollar tidligere tirsdag.

Håbet om deeskalering skal dog jongleres tvetydige budskaber fra præsident Donald Trump. På Truth Social har præsidenten opfordret USA's allierede, der ikke kan skaffe flybrændstof, til at købe fra USA, der "har rigeligt", eller tage for sig af forsyningerne i Iran, der ifølge præsidenten i praksis er blevet "decimeret".

Og skulle konflikten vare ved, kan det få vidtrækkende konsekvenser for økonomien og de finansielle markeder.

- Hvis forstyrrelserne fortsætter og baner vejen for højere omkostninger, strammere finansielle betingelser og svagere vækst, risikerer markedet at bevæge sig fra en teknisk nulstilling til en mere langvarig justering, siger markedsstrateg Tom Nelson fra Franklin Templeton Investment Solutions til Reuters.

NVIDIA OG MARVELL I MILLIARDAFTALE

Teknologigiganten Nvidia og chipproducenten Marvell Technology har indgået et strategisk partnerskab.

Som led i partnerskabet betaler Nvidia 2 mia. dollar til Marvell, der skal tilkobles Nvidias platforme for kunstig intelligens med henblik på at kunne udvikle næstegenerationsinfrastruktur.

Endvidere skal de to selskaber blandt andet samarbejde om udviklingen af 5G- og 6G-netværker.

Nvidia stiger 1,7 pct., mens Marvell brager i vejret med 8,3 pct.

BIOGEN KØBER BIOTEKSELSKAB I MILLIARDHANDEL

Det amerikanske biotekselskab Biogen har købt Apellis Pharmaceuticals for 5,6 mia. dollar for at udvide sin portefølje af behandlinger inden for immunologi og sjældne sygdomme.

Med opkøbet får Biogen adgang til to godkendte midler: Syfovre til behandling af en autoimmunsygdom, der kan føre til blindhed, og Empaveli til behandling af blodsygdommen PNH og en sjælden nyrelidelse.

Biogens topchef, Chris Viehbacher, ser opkøbet understøtte toplinjevæksten i Biogen inden for den nærmeste fremtid.

Biogen sæter sig 6,7 pct., mens Apellis omvendt stormer frem med svimlende 136 pct.

MCCORMICK KØBER FØDEVAREENHED FRA UNILEVER

Den amerikanske producent af krydderier og saucer McCormick har tirsdag indgået aftale om en fusion med Unilevers fødevareenhed.

McCormick bliver det fortsættende selskab, oplyses det. Handlen værdiansætter Unilever Foods til 44,8 mia. dollar.

Som led i aftalen modtager Unilever 15,7 mia. dollar kontant, mens resten af beløbet betales med aktier. Derefter vil Unilever eje 65 ct. af McCormick.

Unilever Foods står blandt andet bag Knorr og Hellmann's mayonnaise.

Aktien i McCormick, der ellers steg i formarkedet, siver 9,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig