21. aug. 2026 kl. 13:36
58 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Opløftende start trods renteuro - bitcoin og kryptoaktier funkler

USA/åbning: Opløftende start trods renteuro - bitcoin og kryptoaktier funkler

Det går fremad for de amerikanske aktier fra start fredag, selv om uroen på obligationsmarkedet fortsat ulmer i baggrunden.

Efter få minutters handel stiger det brede S&P 500-indeks med 0,4 pct., mens det for teknologiaktierne i Nasdaq går frem med 0,5 pct. Det smalle Dow Jones stiger ligeledes 0,5 pct.

Det følger fald på 0,9-1,3 pct. for de tre indeks torsdag grundet skepsis over for finansministeriets tiltag for at bringe de lange renter ned.

Og det har også været en omtumlet uge for de amerikanske renter. Først steg de på bekymringer om inflation og statens koloenorme statsgæld. Det fik finansministeriet til at gribe ind for at bremse stigningerne. Det virkede, men kun kortvarigt var der lettelse, og torsdag steg de lange renter igen til noget nær højeste niveau i to årtier.

- Tumulten på gældsmarkederne fortsætter trods forsøgene på at dæmpe de febrilske låneomkostninger. Investorerne er fortsat bekymrede for inflationsrisici og det voksende bjerg af statsgæld, samtidig med at den gæld, som teknologigiganterne udsteder for at bygge AI-revolutionen op, byder på skarp konkurrence, siger Susannah Streeter, chefstrateg hos Wealth Club, ifølge Reuters.

Fredag er der lidt mere ro på obligationerne, men ikke desto mindre stiger den 30-årige amerikanske rente yderligere med et enkelt basispoint.

BITCOIN I OPTUR - TRÆKKER KRYPTOAKTIER MED

Bitcoin fortsætter i vejret fredag og er på vej mod den største ugentlige stigning i mere end tre år.

Med til at løfte humøret er en række faktorer, herunder håndsrækningen til det pressede obligationsmarked samt et møde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og ledende repræsentanter fra kryptobranchen.

- Den egentlige drivkraft var, at det amerikanske finansministerium fordoblede opkøbene af langfristede obligationer, hvilket pressede de lange renter ned og øgede risikovilligheden generelt, siger BTC Markets-analytiker Rachael Lucas ifølge Bloomberg News.

Hun tilføjer dog, at de lange udsigter for bitcoin ikke har ændret sig, og heller ikke dens volatilitet.

En bitcoin koster fredag eftermiddag lige over 77.000 dollar, og det er en stigning på 20 pct. over den seneste uge.

Strategy, som ikke har meget andet forretning end blot at købe bitcoin, stiger 3,9 pct. fra start, og kryptohandelsplatformen Coinbase indleder med et plus på 5,4 pct.

Kryptomineselskabet Riot Platforms øger desuden 4,6 pct.

I den klassiske minesektor er der også fremgang. Det skyldes højere guldpriser - særligt på grund af finansministeriets indgriben på obligationsmarkedet - og det giver fremgang til blandt andre Newmont Mining, som vinder 2,6 pct.

Endnu bedre går det Freeport-Mcmoran, som går frem fra start med 5,6 pct.

På regnskabsfronten har Ross Stores, der sælger varer fra overskudslagre og restpartier fra store mærker, opjusteret sin indtjeningsprognose for året efter et bedre andet kvartal end ventet.

Det sammenlignelige salg steg med 10 pct. mod ventet 7,6 pct. og blev hjulpet i vejret af "både en stigning i antallet af nye kunder og større engagement fra de eksisterende kunder", skriver Ross Stores ifølge Bloomberg News.

Det sender aktien op med 5 pct. i de indledende handler.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 527 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig