21. apr. 2026 kl. 13:39
45 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: S&P 500 nærmere rekord - rift om sygekasser og Amazon

USA/åbning: S&P 500 nærmere rekord - rift om sygekasser og Amazon

Der er fremdrift på det amerikanske aktiemarked tirsdag, hvor investorerne rækker ud efter Amazon efter en stor investering i AI-koncernen Anthropic. Desuden er der godt nyt fra regnskabsfronten.

Mellemøsten-konflikten spøger stadig, men investorerne håber på det bedste op til udløbet af en våbenhvile onsdag og sætter tilsyneladende sin lid til potentielle forhandlinger mellem USA og Iran i Pakistan.

S&P 500-indekset er åbnet 0,2 pct. højere og flirter med rekord. Dow Jones- og Nasdaq-indekset stiger henholdsvis 0,4 pct. og 0,1 pct.

Mandag tabte S&P 500 0,2 pct. Dow Jones satte sig desuden marginalt, mens Nasdaq smed mest i form af 0,3 pct.

Vendingen tirsdag hænger blandt andet sammen med lovende regnskaber, og der kan være rekorder i sigte, vurderer Goldman Sachs.

- Det amerikanske aktiemarked forventes at fortsætte med at nå nye højder i de kommende måneder på baggrund af fortsat indtjeningsvækst, skriver analytikere fra børshuset ifølge Reuters og uddyber:

- Konsensusestimater er steget støt i de seneste uger, hvilket udgør det fundamentale grundlag for markedets opsving.

Blandt de store navne taber Apple 0,7 pct., efter at selskabet sent mandag annoncerede, at det har besluttet sig for at forfremme John Ternus til administrerende direktør i selskabet, mens den nuværende topchef, Tim Cook, overgår til bestyrelsen, hvor han skal være formand. Udnævnelserne vil få effekt den 1. september.

Også Amazon er i fokus og stiger 1,5 pct., efter at nethandelskæmpen har varslet en investering på yderligere 5 mia. dollar i AI-koncernen Anthropic og muligvis en investering på yderligere 20 mia. dollar på sigt, skriver Bloomberg.

UNITEDHEALTH GÅR TIL VEJRS

Fra regnskabsscenen er der tirsdag godt nyt Unitedhealth, der stiger 8,6 pct., efter at USA's største sygekasse har opjusteret forventningerne oven på første kvartal.

Den justerede indtjening per aktie er i årets tre første måneder øget en smule til 7,23 dollar fra 7,20 dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News ventede et fald til 6,57 dollar.

På den baggrund løftes forventningerne til den justerede indtjening per aktie for 2026 til over 18,25 dollar fra over 17,75 dollar. Her lød analytikerprognosen på 17,83 dollar.

Kollegaer i branchen som CVS Health og Humana stiger henholdsvis 1,7 og 3,5 pct.

Tilbage i teknologisektoren stiger også Intel med 2,1 pct., efter at britiske HSBC har løftet sin anbefaling til "køb".

Pengepolitisk vil der være fokus på eftermiddagens høring i Senatets bankkomité, hvor Kevin Warsh, der er nomineret som næste chef i USA's centralbank, Federal Reserve - Fed, kommer i den varme stol, og markedet muligvis vil kunne danne sig et bedre indtryk af, hvilken pengepolitik Warsh vil stå for.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 250 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig