De højtflyvende chipaktier er i solid modvind tirsdag, efter at risikoappetitten har fået et skud for boven fra de amerikanske statsrenter, der har nået det højeste niveau i mange år.
Det rammer især det teknologitunge Nasdaq-indeks, som falder med 1,3 pct. fra start. S&P 500-indekset åbner med et fald på 0,6 pct., og Dow Jones taber 0,3 pct. Mandag tabte de to sidstnævnte indeks 0,5 pct., mens Nasdaq faldt 0,3 pct.
Inflationsbekymringerne er skudt i vejret efter øgede bekymringer for, at krigen i Mellemøsten ikke bliver afsluttet inden for en overskuelig periode. Iran har meddelt, at landet vil skifte til en fuld offensiv militærposition, og USA har afvist at forlænge en midlertidig våbenhvile.
På den baggrund har renten for den 30-årige amerikanske statsobligation nået det højeste niveau siden 2007, mens renten på den toneangivende 10-årige statsobligation holder sig tæt på sit højeste niveau siden januar 2025.
I teknologisektoren er der især pres på de AI-relaterede aktier, men det er ifølge investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank ikke tvivlen på AI-temaet, der presser, men i højere grad de stigende renter.
- Dagens kursfald er efter vores vurdering ikke et tegn på, at AI-historien er ved at løbe tør for luft. Det handler i højere grad om højere renter og en rotation inden for teknologiuniverset end om en svækkelse af selve AI-temaet, skriver investeringsstrategen.
Markedsdeltagerne kan onsdag aften få flere indikationer for den amerikanske centralbanks rentesti, når referatet fra det seneste rentemøde offentliggøres.
AI-AKTIER I SOLID MODVIND
De amerikanske teknologiaktier har de seneste måneder oplevet store udsving, da investorerne fortsat er nervøse for, om de massive investeringer i kunstig intelligens, AI, faktisk giver afkast.
Bekymringerne er øget de seneste dage, da de kraftigt stigende renter potentielt reducerer nutidsværdien af den fremtidige indtjening og øger virksomhedernes låneomkostninger.
De store teknologiselskaber har øget deres låntagning markant over det seneste år, idet de investerer enorme summer i datacentre for at kunne konkurrere i AI-kapløbet.
Danske Banks investeringsstrateg peger på, at der ikke bliver solgt ud af hele værdikæden, hvor penge flyttes fra nogle af vinderne i inden for AI-hardware til de selskaber, som ventes at omsætte AI-investeringerne til indtjening.
Inden for AI-hardware er der især modvind for chipaktierne med fald på cirka 4 pct. for hukommelseschipselskaberne Micron Technology og Sandisk og cirka 5 pct. for chipudstyrskoncernen Applied Materials og Lam Research.
Blandt de helt Magnificent Seven-selskaberne er det kun Apple og Microsoft, der er åbnet i plus.
Meta Platforms sendes ned med 3,1 pct., efter at de sociale medie anklages for bevidst at designe sine sociale medieplatforme Instagram og Facebook til at skabe afhængighed blandt børn.
HOME DEPOT LEVERER BEDRE END VENTET SALG
Byggemarkedskæden Home Depots salg udviklede sig bedre end ventet i andet kvartal, hvor væksten nåede det højeste niveau siden slutningen af 2022.
Det er et tegn på, at forbruget til renoveringsprojekter holder sig stabilt trods høje låne- og boligomkostninger.
Home Depot-aktien sendes ned med 0,9 pct.
Generelt er der en mindre rotation mod mere defensive sektorer herunder forbrugsvarer med plusser på godt 1 pct. for Coca-Cola og tobaksgiganten Philip Morris samt sundhed med plusser på cirka 2 pct. for Eli Lilly og Johnson & Johnson.
Olieselskaberne Exxon Mobil og Chevron løftes henholdsvis 1,6 og 1,2 pct. af den stigende oliepris.
.\\˙ MarketWire