Der er en let optimisme at spore blandt handlerne på det amerikanske aktiemarked fredag ved åbningen, hvor særligt teknologiselskaberne ynder at bringe sig i fokus i et ellers krigsorienteret marked.
- I dag vil geopolitikken fortsat være den dominerende faktor på markederne, men så længe det fysiske møde lørdag formiddag ikke aflyses, bør geopolitikken ikke veje for tungt på markederne, skriver Tom Essaye, direktør og stifter af Sevens Report ifølge Bloomberg News.
De tre ledende indeks for det amerikanske marked åbner stort set uændret. S&P 500-indekset stiger 0,2 pct. kort efter åbninge, hvor også Nasdaq-indekset øger 0,5 pct. mens Dow Jones-indekset åbner uændret.
Optimismen i det teknologitunge Nasdaq-indeks kan være hjulpet på vej af positive nyheder fra blandt andet den taiwanske chipgigant TSMC, som har løftet salget med 35 pct. i årets første tre måneder mod samme periode året før. Alene i marts var salgsvæksten på 45 pct. i forhold til marts sidste år.
TSMC stiger 2,4 pct. til 374,62 dollar efter få minutters handel i USA.
Det høje salg indikerer en intakt global efterspørgslen efter chip til udbygningen af kunstig intelligens, AI, i de første uger af krigen i Mellemøsten, skriver Bloomberg News.
TSMC er blandt andet leverandør til Nvidia og Advanced Micro Devices, AMD, der producerer grafikkort til brug i datacentre. Datacentrene står blandt andet Alphabet, Amazon, Meta og Microsoft bag, som alle ligger højere ved åbningen.
I 2026 har selskaberne øremærket 650 mia. dollar til opførelsen af de dyre datacentre.
GODT NYT TIL COREWEAVE
Coreweave, som udlejer cloud-kapacitet til kunstig intelligens, har indgået aftale med AI-raketten Anthropic, og det lader til at begejstre investorerne fredag, som sender aktien pænt op ved åbningen i USA med 4,2 pct. til 95,75 dollar.
Aftalen, som løber over flere år, skal hjælpe Anthropic med at bygge og udrulle sine modeller til sprogmodellen Claude, lyder det fra Coreweave fredag ifølge Bloomberg News.
Og med Anthropic-aftalen i hus har Coreweave nu sikret sig flere prominente AI-navne som kunder. Udover Anthropic tæller de OpenAI, Google og Meta.
Det seneste år er aktien desuden skudt i vejret med knap 90 pct.
AMERIKANSKE INFLATIONSTAL KOM I FOKUS
Handlernes humør forbedrede sig marginalt, efter at tallene for de amerikanske forbrugerpriser blev offentliggjort. De amerikanske forbrugerpriser steg med 3,3 pct. i marts i forhold til samme måned året før. I februar - altså før krigen brød ud - lå inflationen på 2,4 pct.
Dermed accelererer inflationen stort set som økonomerne ifølge Bloomberg havde forventet, efter at USA og Israels krig mod Iran effektivt har lukket det vigtige Hormuzstræde og derved sendt energipriserne i vejret.
- Markedet indpriser i øjeblikket ingen rentelempelser i år fra styringskomitéen i den amerikanske centralbank, Fed. Det viser, at energipriserne tydeligt tynger i den samlede afvejning mellem et stabilt prisniveau og stærk vækst, skriver Astrid Gram Nielsen, seniorøkonom i Majinvest.
- Inden krigen brød ud, var markedets forventning, at Fed ville gennemføre mellem to og tre rentelempelser af 0,25 procentpoint i indeværende år for at imødekomme svækkelsen i den amerikanske beskæftigelse.
Set i forhold til måneden før steg forbrugerpriserne med 0,9 pct., hvilket også var spået blandt økonomerne. Det er den største stigning på månedsbasis siden tiden omkring inflationskrisen i 2022, skriver Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire