29. dec. 2025 kl. 14:42
40 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Tesla og Nvidia trækker ned i sur start

USA/åbning: Tesla og Nvidia trækker ned i sur start

De amerikanske aktier bakker fra start på den forkortede sidste uge på året, hvor det særligt er tunge technavne som Nvidia og Tesla, der trækker ned.

Det brede S&P 500-indeks har lagt fra land med et minus på 0,3 pct., mens Nasdaq og Dow Jones falder henholdsvis 0,6 pct. og 0,2 pct.

Det følger marginale fald til de tre indeks fredag, hvor S&P og Dow Jones faldt under 0,1 pct., mens Nasdaq gik tilbage med 0,1 pct.

Dermed er gassen gået en smule af ballonen, efter at det frem mod jul blev til fem handelsdage i træk med optur til de amerikanske aktier.

Særligt hos de helt store technavne i "magnificent seven" lader det til at blive en trist handelsdag mandag, hvor alle syv selskaber er kommet skidt fra land.

For Tesla og Nvidia er faldene størst med minusser på henholdsvis 2,4 pct. og 2,3 pct.

Det kan tynge Tesla, at den kinesiske konkurrent BYD er klar til officielt at overhale det amerikanske selskab som verdens største elbilproducent målt på årligt salg, skriver nyhedsbureauet AFP.

De to koncerner forventes snart at offentliggøre deres endelige tal for 2025, og baseret på salgsdata hidtil i år er der næsten ingen chance for, at det amerikanske selskab ledet af Elon Musk vil bevare sin førende position.

De øvrige fem "magnificent seven"-aktier - Microsoft, Apple, Amazon, Meta og Alphabet - falder i niveauet 0,0-1,1 pct. i de indledende handler.

I en ellers tynd selskabsspecifik nyhedstrøm skiller kapitalfonden Digitalbridge sig ud med en stigning på 9,7 pct. til 15,29 dollar, efter at det er kommet frem, at japanske Softbank er i fremskredne forhandlinger om en overtagelse.

Softbank tilbyder at købe kapitalfonden for 16 dollar per aktie eller samlet 4 mia. dollar, skriver Bloomberg News

Før der kom en egentlig pris på bordet, lå aktien på et tidspunkt med et formarkedsplus på over 50 pct.

Efter et langt rekordridt bragede sølvprisen natten til mandag op over 84 dollar per troy ounce, men siden er prisen faldet knap 13 pct. til 72,59 dollar.

Det lægger pres på flere mineselskaber, hvor blandt andet Coeur Mining og Hecla Mining dykker med henholdsvis 4 pct. og 5,6 pct. fra start.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 60 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig