Advarsler i weekenden fra topcheferne i de førende amerikanske AI-koncerner om, at udviklingen i kunstig intelligens går for stærkt og er en trussel for menneskeheden, og at den derfor skal hegnes ind, ramte mandag en lang række AI-relaterede aktier, herunder Nvidia og de andre store chipnavne.
Det tyngede samlet set markedet trods fremgang til andre store teknologiaktier og til de store medicinalselskaber.
Olieprisen hoppede op med 1,6 pct. til 101,67 dollar per tønde i USA, efter en nyhed om, at en saudisk olierørledning vil være lukket i flere uger på grund af angreb, og det var igen med til at presse markedsrenterne op inden denne uges rentemøde, der starter tirsdag, og som ventes afsluttet onsdag med en stramning af pengepolitikken hos Federal Reserve.
Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund 0,5 pct. Det amerikanske hovedindeks var dog i den tidlige handel noget mere i minus med et fald på 0,8 pct.
Mandag mistede Dow Jones også 0,3 pct., mens Nasdaq satte sig 0,6 pct.
- Vi mener, at bekymringer om implementeringen af AI kan være en negativ stemningsfaktor for AI-værdikæden, hedder det ifølge Bloomberg News i en kommentar fra Bank of America.
- På trods af potentielle bekymringer fortsætter vi med at tro på, at AI-kapacitet vil have stærk flerårig efterspørgsel.
CHIPS RAMT
I S&P 500 tyngede it-aktierne med et minus på 1,7 pct. med et underliggende fald på hele 4,4 pct. til undergruppen af chipaktier, mens software omvendt vandt frem med 3,2 pct.
Der var mandag også tilbagegang til cykliske sektorer som industri på 1,4 pct. og til råvarer og materialer på 1,0 pct., og samtidig var der minus til cyklisk forbrug på 0,5 pct.
Kommunikationsservice klarede sig omvendt bedst med en fremgang på 2,8 pct., mens defensive dagligvarer og sundhed steg 1,3 og 1,4 pct.
Mere end nogen anden tyngede Nvidia i markedet mandag, da chipkæmpen, som mere end nogen anden med sine avancerede chips, har nydt gavn af fremkomsten af kunstig intelligens. Verdens mest værdifulde selskab faldt derfor 3,4 pct.
Der var samtidig tilbagegang til Broadcom på 4,8 pct., mens AMD mistede 4,4 pct., og Intel dykkede 5,6 pct. Micron, førende inden for hukommelse til AI, smed desuden 5,3 pct.
LØBSKE AI-AGENTER
Advarslerne om løbske AI-agenter var til gengæld rigtig godt nyt for cybersikkerhedsaktierne, og derfor toppede Crowdstrike og Palo Alto i hovedindekset mandag med plusser på 13,9 og 13,1 pct., ligesom Fortinet vandt 9,0 pct., mens der omvendt i den anden ende af indekset er fyldt med tidligere AI-vindere som Coherent, Corning, Teradyne, HPE, Lumentum, GE Vernova, Vertiv og Eaton med minusser på 7,6-13,7 pct.
Ligeledes inden for it var der omvendt en fremgang til Apple på 0,2 pct., mens Microsoft vandt 2,0 pct., og i kommunikationsservice blev Alphabet løftet 3,2 pct. og Meta Platforms 2,7 pct.
I samme sektor, men fortsat uden for S&P 500, tabte SpaceX, der har en stor andel af sin værdisætning baseret i sin forretning for kunstig intelligens, xAI, 2,0 pct.
I cyklisk forbrug faldt Amazon også 1,3 pct., ligesom Tesla mistede 1,8 pct. Omvendt steg Novo-konkurrenten Eli Lilly med 2,0 pct., mens Johnson & Johnson, der ifølge Bloomberg News skulle være i forhandlinger med Apollo om et frasalg af sin ortopædiforretning for 20 mia. dollar, vandt 0,3 pct., og AbbVie gik 1,8 pct. frem
Der var også sikker havn-belønning til dagligvarekæmpen Walmart op 1,8 pct.
I banksektoren var der til gengæld ingen ly at finde. Her mistede Bank of America hele 5,1 pct., da topchef Brian Moynihan på en konference fortalte, at storbanken efter rekord i handelsindtægterne i andet kvartal ser en "relativt flad" udvikling i tredje til et niveau under konsensus. Det trak også Citigroup, Wells Fargo og JPMorgan Chase med ned med 1,7-1,9 pct.
.\\˙ MarketWire