Efter mandagens udbrud med solide kursstigninger var der tirsdag mere ro på udviklingen i det amerikanske, hvor investorerne fordøjede de tre foregående handelsdages fremgang.
Underliggende var der imidlertid stadig stigninger til teknologisegmentet, der ifølge finanshuset Truist ikke i USA har været billigere siden november 2022, da OpenAI lancerede ChatGPT, og Nasdaq-indekset endte da også igen i rekord. Til gengæld var bankerne under pres på grund af udsigt til faldende investeringsindtægter.
Olien bakkede let tirsdag, hvilket imidlertid var den femte handelsdag i træk med minus, og det var med til at lette presset fra rentemarkedet. I New York mødes forhandlere fra Iran og USA i disse dage for at tale om en mulig fredsaftale.
Det S&P 500-indeks sluttede marginalt i plus, og i løbet af tirsdagen svingede markedet ikke mere end 0,2 pct. fra mandagens lukkeniveau.
Dow Jones faldt dog 0,4 pct., mens Nasdaq steg 0,5 pct. og nåede i 27.244,28 indekspoint sin anden rekord i rap. På samme måde kunne Nasdaq 100 med en fremgang på 0,8 pct. notere sig sin første lukketop siden juni.
- Det ligger stille på grund af alt det, som er bygget op. Der er store forventninger til en aftale omkring Iran, som kan hjælpe olien ned, og så er der historien med bankerne, der falder tilbage. At markedet nogenlunde holder sig, er derfor fint. Vi får samtidig noget rotation i markedet, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
- Chipaktierne drøner derudad med en meget lang stigningsrække, men tager man teknologi ud, så er der rotation ud af det cykliske og mod det defensive. At defensive aktier klarer sig bedst, tyder også på, at for meget var bagt ind i markedet.
NEDTUR SIDEN AUGUST
I S&P 500 var det tirsdag råvarer og materialer, som klarede sig bedst med et plus på 1,9 pct., ligesom dagligvarer såvel som sundhedsaktierne gik frem med 1,2 og 0,6 pct.
Blandt de tre vægtige teknologisektorer var der samtidig fremgang til it på 0,6 pct., mens cyklisk forbrug faldt 0,2 pct., og kommunikationsservice smed 1,0 pct.
Finansaktierne tabte tirsdag dog allermest med 2,0 pct., og den udvikling var en af grundene til, at markedet som helhed ikke løftede sig alverden.
I hovedindekset var der nemlig grønt blandt flere af de allerstørste aktier. Nvidia vandt 0,7 pct., mens Broadcom steg 0,5 pct. Andre vigtige chipnavne som AMD og Intel gik op med 1,3 og 1,7 pct., mens Micron blev løftet 5,0 pct.
Ligeledes inden for it var der en stigning på 0,2 pct. til Apple, mens Microsoft dog mistede 0,7 pct.
I cyklisk forbrug var Amazon igen under pres. Det har aktien reelt været siden grundlægger Jeff Bezos i starten af august solgte ud af sin ejerandel, og detailkæmpen faldt tirsdag med 1,3 pct. I samme sektor gik Tesla derimod frem med 1,0 pct.
I kommunikationsservice var der et minus på 1,1 pct. til Alphabet, mens Meta Platforms satte sig 0,6 pct. Facebook-ejeren vandt mandag ellers 11,3 pct., da nye tal for downloads hos Apple og Google vidnede om stor succes for selskabets nye AI-drevne digitale assistent, Muse.
GODE DATA
I sundhed steg Eli Lilly 0,5 pct. og lagde dermed igen afstand til Novo, der atter satte sig i handelen i København tirsdag, og hvis amerikanske notering mistede 1,0 pct.
I samme boldgade steg Viking Therapeutics omvendt uden for S&P 500 med hele 35,7 pct., da selskabet leverede meget positive data fra et fase 1/2-studie med et muligt vægttabsmiddel.
Der var omvendt sure miner i finanssektoren, hvor JPMorgan Chase mistede 3,4 pct., og Bank of America faldt 3,0 pct. Investeringsbanken Morgan Stanley smed desuden 2,9 pct. og Goldman Sachs 1,0 pct., mens Raymond James Financial og Charles Schwab tabte 3,5 og 6,1 pct.
Årsagen til presset på bankerne skulle findes på den anden side af Atlanten, da topchefen i schweiziske UBS, Sergio Ermotti, advarede om et forventeligt fald i indtægterne inden for wealth management i tredje kvartal, og det vibrerede med tilsvarende nylige meldinger fra blandt andet Bank of America.
På regnskabsfronten kom der tal fra Autozone. Koncernen med de mange bilværksteder og salg af reservedele vandt 3,3 pct., da fjerde kvartal var bedre end ventet på bundlinjen trods en lidt ringere vækst end forudset.
.\\˙ MarketWire