Aktiemarkedet i USA fortsatte onsdag de positive takter fra tirsdag i kølvandet af meldinger fra både USA og Iran, der pegede i retning af et muligt stop for fjendtlighederne i Mellemøsten.
Det var først Donald Trump, USA's præsident, der ifølge forlydender mandag aften skulle overveje at indstille krigen mod Iran uden at kræve Hormuzstrædet genåbnet, omend han sidenhen har sagt det modsatte, og tirsdag skulle Irans præsident, Masoud Pezeshkian, have tilkendegivet sin villighed til at forhandle.
Trump oplyste samtidig onsdag på sociale medier, at Iran har anmodet USA om en våbenhvile, hvilket Iran imidlertid afviste.
Uanset hvad der er sandheden i de mange meldinger, så tolkedes det positivt og pressede for anden dag i træk olieprisen tilbage, til nu igen under 100 dollar per tønde i USA, ligesom renterne faldt let trods ellers bedre end ventede nøgletal.
Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund 0,7 pct., men indekset, som tirsdag også vandt 2,9 pct., var på et tidspunkt i plus med så meget 1,2 pct. Det er samtidig stadig omtrent 4,5 pct. lavere, end før krigen i Iran startede.
Dow Jones blev onsdag også løftet 0,5 pct., mens Nasdaq så en fremgang på 1,2 pct.
- En kombination af eufori, begejstring og lettelse har drevet en betydelig genopblussen i risikovilligheden det seneste døgns tid, i takt med at håbet vokser om en hurtig afslutning på konflikten i Mellemøsten, skriver Michael Brown, senior strateg hos Pepperstone Group, ifølge Bloomberg News i en kommentar.
- Markederne konkluderer, at ingen krig er et langt bedre scenarie for den globale økonomi end en fortsat konflikt.
TILBAGEKØB GIVER BONUS
I S&P 500 trak de teknologitunge vækstsektorer godt op med fremgang til cyklisk forbrug, it og kommunikationsservice på 0,9-1,7 pct. Det gik dog også ganske godt for industriaktierne, som vandt 1,7 pct.
I den anden ende var der omvendt kursklø til energiaktierne, som tabte 3,9 pct. på den faldende oliepris og håbet om, at der snart igen kan blive fragtet olie gennem Hormuz og ud til kunderne.
Mens Microsoft faldt 0,2 pct., og Apple steg 0,7 pct., så var der mere action i chipsegmentet af it-sektoren.
Chipkæmpen Nvidia trak ganske vist frem med moderate 0,8 pct., men i samme undergruppe for halvledere var der også plus til Broadcom på 1,3 pct., ligesom AMD steg 3,3 pct.
Og der var endnu mere luft under vingerne til Intel, som offentliggjorde tilbagekøbet af en ejerandel af en chipfabrik i Irland fra Apollo, og det blev belønnet med et plus 8,8 pct.
Der var desuden mere lettelse til Micron Technology. Producenten af hukommelseschips steg 8,9 pct. oveni tirsdagens fremgang på 5 pct. Inden da var aktien dog faldet med 30 pct. på otte handelsdage i kølvandet af selskabets kvartalsregnskab.
ØGET KONKURRENCE TIL NOVO
I cyklisk forbrug var der onsdag også fremgang til Amazon på 1,1 pct. og til Tesla på 2,6 pct., mens der i kommunikationsservice var plus til Alphabet på 3,4 pct. og til Meta Platforms på 1,2 pct.
Eli Lilly steg sideløbende solide 3,8 pct., efter selskabet fik sin vægttabspille, Foundayo, en konkurrent til Novo Nordisks Wegovy-pille, godkendt til markedsføring i USA. Novo, der i amerikansk handel bakkede 0,7 pct., lancerede i starten af 2026 sin tabletversion på det amerikanske marked.
Inden for industri var der samtidig bred fremgang med plusser til Caterpillar, General Electric, GE Vernova og Boeing på 2,5-4,2 pct.
Der var omvendt pres på oliekæmperne med et minus på 5,2 pct. til Exxon Mobil og på 4,6 pct. til Chevron.
I bunden af S&P 500 lå Nike imidlertid med et minus på hele 15,5 pct. Årsagen var en prognose om en salgstilbagegang på 2-4 pct. i sit fjerde kvartal. Krigen i Iran har medført øget lageropbygning i Mellemøsten og Europa, ligesom markedet i Kina også lider. Tredje kvartal hos sportstøjskæmpen var ellers en tand bedre end ventet.
.\\˙ MarketWire