De amerikanske aktier indledte torsdagen med endnu en omgang tunge kursfald, fordi energipriserne igen sprang i vejret i kølvandet af et iransk angreb på et gasanlæg i Qatar, men markedet rettede sig og vendte særligt sidst i handelen, hvor det kortvarigt var i positivt terræn, rundt til et samlet mindre minus.
Årsagen var igen olieprisen, som vekslede en større stigning til et mindre fald, fordi flere europæiske lande meldte sig klar til at beskytte skibstrafikken i Hormuzstrædet, hvorigennem 20 pct., af den globale olieforsyning normalt fragtes. Det hjalp også, at USA's præsident, Donald Trump, udtalte, at han ikke sender landtropper "nogen steder hen". Ydermere kom det frem, at de amerikanske myndigheder torsdag godkendte salg og levering af råolie fra Rusland.
Det brede S&P 500-indeks, som ellers var startet handelen med et minus på lidt mere end 1 pct., sluttede derfor med et fald på 0,3 pct.
Nasdaq kravlede også på et tidspunkt i grønt, men endte med minus på 0,3 pct., mens Dow Jones mistede 0,4 pct.
- Vi ligger bedre, end hvor vi startede, fordi vi ser et pænt tilbagefald henover torsdagen for olieprisen, konstaterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
- Trumps udtalelser og opbakningen fra andre lande driver aktierne opad. Håbet er lysrødt, men skrøbeligt.
Han peger på, at S&P 500 nu ligger tæt på sit 200-dages snit, og falder det under det, kan det få en række tekniske investorer til at sælge ud.
- Der er også en underliggende forventning om, at Donald Trump laver en taco igen, men indtil videre ser det ikke ud til at ske. Investorerne har imidlertid stadig en frygt for at sælge ud, fordi de tænker, det nok kommer. Men det gør ondt, jo længere tid vi ligger med de her olieprisniveauer. Derfor skal vi ikke tage de her tekniske bunde ud. Så kunne aktierne godt tage et ryk ned.
ENERGI I TOP
I S&P 500 var det energiaktierne, som klarede sig bedst torsdag med et plus på 1,5 pct., selv om olieprisen efter en indledende stigning på mere end 5 pct. endte med at falde 1,3 pct.
Finansaktierne og it-sektoren kravlede torsdag også marginalt i plus, mens der omvendt var kursfald til de to øvrige teknologisektorer, kommunikationsservice og cyklisk forbrug, på henholdsvis 0,6 pct. og 0,9 pct.
Blandt de allerstørste navne var der da også minusser på menuen torsdag. Inden for it smed Nvidia 1,0 pct., mens Apple mistede 0,4 pct., og Microsoft faldt 0,7 pct.
I cyklisk forbrug bakkede bakkede Amazon også 0,5 pct., mens Tesla faldt mere tunge 3,2 pct. i kølvandet af en sænket salgsprognose for første kvartal fra UBS' side og på baggrund af beretninger om en udvidet undersøgelse hos de amerikanske trafikmyndigheder, der vil se på mulige ulykker forbundet med selskabets delvist selvkørende software.
I kommunikationsservice var der samtidig et minus til Meta Platforms på 1,5 pct., mens Alphabet mistede 0,2 pct.
Der var dog også grønne glimt i torsdagens handel med fremgang til oliekæmperne Exxon Mobil og Chevron på 0,4 og 1,4 pct. Blandt chipnavnene var der også fremgang til Broadcom på 1,2 pct. og til AMD på 2,9 pct.
Micron Technology satte sig dog trods et solidt kvartalsregnskab og langt bedre prognose end ventet med 3,8 pct., fordi producenten af hukommelseschips' planer om øgede investeringer skabte frygt hos investorerne.
.\\˙ MarketWire