10. feb. 2026 kl. 21:07
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Dow Jones forlængede rekordrækken i ellers halvsurt marked

USA/lukning: Dow Jones forlængede rekordrækken i ellers halvsurt marked

Dow Jones-indekset fortsatte tirsdag sin rekordrække i et marked, der startede med at tolke dårligt nyt fra økonomien som godt nyt, idet sløje detailsalgstal blev udløser for en positiv start over hele linjen.

Men ud på dagen gik gassen af ballonen i det brede marked, mens Dow Jones-indekset dog kunne snuppe sin tredje rekord i rap med et plus på 0,1 pct. til 50.188,14.

S&P 500-indekset faldt omvendt med 0,3 pct., og Nasdaq-indekset gik 0,6 pct. tilbage.

SVAGT SIGNAL FRA ØKONOMIEN

Tirsdagens nøgletal for detailsalget i december viste en helt flad udvikling på månedsbasis, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med en stigning på 0,4 pct. efter en fremgang i detailsalget på 0,6 pct. i november.

Og selv om det umiddelbart er et skidt signal for økonomien i USA, giver det også lidt ammunition til de investorer, der håber på pengepolitiske lempelser i år. Tirsdag var to medlemmer af centralbankens rentekomité, Federal Open Market Committee (FOMC), dog ude at mane til besindighed og pege på, at de gerne ser ro på renten i en rum tid endnu.

- Det ser ud til, at der var mindre momentum bag forbrugerne i de sidste måneder af 2025 end tidligere antaget - et mindre opmuntrende udgangspunkt for vækstestimaterne i 2026, siger Vail Hartman, der er strateg hos BMO Capital Markets, ifølge Bloomberg News.

Hos Etoro peger analytiker Brett Kenwell på, at detailsalgsrapporten ikke er en katastrofe, men alligevel et skidt signal for økonomien, når der også samtidig er bekymringer om arbejdsmarkedet.

- Morgendagens jobrapport bliver afgørende. Et svagt resultat kan skubbe stemningen yderligere i retning af risikoaversitet, hvis bekymringerne om væksten begynder at tage til, men et solidt resultat kan mindske nogle af disse bekymringer. Det ville være forfriskende for markederne at omfavne et miljø, hvor gode nyheder er gode, og dårlige nyheder er dårlige, siger han til Bloomberg News.

Han henviser til den officielle arbejdsmarkedsrapport for januar, der lander onsdag eftermiddag dansk tid. Her venter økonomerne på forhånd en jobskabelse uden for landbruget på 68.000 mod en tilvækst på 50.000 i december, viser estimater fra Bloomberg News.

COCA-COLA SKUFFER EN SMULE MED PROGNOSEN

Blandt enkeltaktierne var der fokus på læskedriksproducenten Coca-Cola, der afleverede sit årsregnskab for 2025 og satte forventninger på indeværende år.

Her sigter selskabet efter en organisk vækst på 4-5 pct., mens analytikerne på forhånd lå helt i toppen af det spænd, viser estimater indsamlet inden regnskabet af Bloomberg News.

Derfor blev aktien også sendt en smule ned - med 1,5 pct. til 76,82 dollar.

Langt bedre så det ud for musikstreamingtjenesten Spotify, der steg med 14,8 pct. til 476,02 dollar.

Det var resultatet af en imponerende brugervækst i fjerde kvartal, hvor antallet af månedlige aktive brugere blev øget med 38 mio. til 751 mio. Og det var langt mere fremgang, end analytikerne på forhånd havde regnet med.

Samtidig venter Spotify, at brugertilvæksten fortsætter i første kvartal.

Legetøjsproducenten Hasbro var også stærkt kørende, efter at selskabets resultater i fjerde kvartal, der blev offentliggjort inden markedets åbning, viste sig langt bedre end ventet blandt analytikerne.

Hasbro omsatte i kvartalet for 1,45 mia. dollar, mens konsensus blandt analytikerne på forhånd var 1,26 mia. dollar. Og på bundlinjen blev den justerede indtjening per aktie 1,51 dollar mod analytikerforventningen 0,95 dollar.

Hasbro-aktien steg med 7,5 pct. til 104 dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 139 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig