Teknologiaktierne viste gode takter tirsdag på Wall Street - og mandagens grønne bølge fortsatte med Dow Jones i rekord.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg 0,7 pct., det brede S&P 500-indeks gik 0,6 pct. frem, mens Dow Jones-indekset tog årets anden rekord med et plus på 1,0 pct. til indeks 49,462,08 - tæt på magiske 50.000 point.
- På trods af solide præstationer i de seneste tre år, så tror vi at dette bull market har mere i sig, siger David Lefkowitz, chef for aktiehandlen hos UBS, til Bloomberg News.
En svagere end ventet US Services PMI-rapport offentliggjort tirsdag har styrket håbet om rentenedsættelser. Og nu ser investorerne frem mod en række arbejdsmarkedsdata i denne uge, herunder den vigtige arbejdsmarkedsrapport for december på fredag, som kan påvirke den amerikanske centralbanks pengepolitiske kurs.
Tallene har fået fornyet betydning efter, at Federal Reserves formand, Jerome Powell, opfordrede til forsigtighed med yderligere reduktioner på centralbankens decembermøde, indtil der var mere klarhed om arbejdsmarkedets sundhed.
TECHAKTIER PÅ MESSE
Blandt de største aktier, der omtales som "magnificent seven"-aktierne, faldt Nvidia med 0,5 pct., mens investorerne fordøjede mandagens præsentationer fra Nvidia og andre teknologivirksomheder på den store teknologimesse i Las Vegas.
Mandag præsenterede Nvidia-topchef Jensen Huang ny chipteknologi - Rubin - til at fremme kunstig intelligens. Og tirsdag var finansdirektør Colette Kress, ude og sige, at den optimistiske indtjeningsprognose, som chipproducenten gav i oktober, kun er blevet endnu lysere på grund af stærk efterspørgsel.
Tilbage blandt de "fantastiske syv" faldt Tesla 4,1 pct. Og det kan være Nvidia, der var årsagen til det, da chipkoncernen er langt i samarbejdet om selvkørende køretøjer med Mercedes-Benz. Nvidias selvkørende teknologi kan sammenlignes med Teslas Autopilot
I samme branche steg chipproducenten Sandisk hele 27,6 pct. til 349,59 dollar, efter at selvsamme Nvidias topchef har fremhævet behovet for hukommelse og lagring under i forbindelse med teknologikonferencen.
Med plusset er aktien steget 47 pct. i 2026 fra niveauet 237,38 dollar den 31. december.
Sandisk var den aktie, der er mest rift om i i S&P 500-indekset tirsdag, fulgt af hukommelses- og lagringsvirksomhederne Western Digital og Seagate Technology Holdings med plusser på henholdsvis 16,8 og 13,9 pct.
- Vi er tilbage på AI-handlen. Optimismen er tilbage, i hvert fald for nu, siger Chris Low fra FHN Financial, til Reuters.
En opjustering af salget i tredje kvartal fra chipkoncernen Microchip Technology sendte aktien frem med 11,8 pct.
Chipkoncernen venter i kvartalet, der sluttede 31. december, et salg på cirka 1,185 mia. dollar mod tidligere 1,109-1,149 mia. dollar. Og det er også mere end analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 1,14 mia. dollar.
DAMPEN GIK AF OLIEN
Mens mandag var en god dag for olierelaterede selskaber, var tirsdag lidt mere en øv-dag. Oliegiganterne Exxon Mobil og Chevron tabte 3,4 og 4,4 pct. efter plusser på op til 5,1 pct. mandag drevet af udsigten til olie fra Venezuela.
- Der skal laves en masse omstilling for at gøre raffinaderierne klar til denne type råolie. Det kan lade sig gøre - og det vil det sandsynligvis. Men hvor længe det tager, hvor stor en investering der skal til - og hvem der skal foretage disse investeringer, er stadig de store spørgsmål , lyder det fra Mark Malek , investeringschef hos Siebert Financial, ifølge Reuters.
.\\˙ MarketWire