De amerikanske aktier svingede tirsdag skiftevis mellem små stigninger og små kursfald i forhold til mandagens lukkeniveau, men endte med en lille pil nedad.
Der var da heller ikke de vilde udviklinger i de enkelte aktienavne, da de ti største navne i USA alle sluttede mellem et minus på 1,1 pct. og et plus på 1,1 pct.
Kalenderen var da også næsten tom for vigtige begivenhed. kun offentliggøres referat af det seneste rentemøde i USA's centralbank fyldte lidt. På rentemødet besluttede cheferne sig for at sænke renten for tredje gang i træk, men sammendraget afslørede også, at det nok også var tæt på, at renten var blevet fastholdt.
Det brede S&P 500-indeks satte sig tirsdag 0,1 pct. på årets næstsidste handelsdag, mens både Nasdaq og Dow Jones tabte 0,2 pct.
- Det overordnede tema er, at globale aktieindeks har mistet momentum ind mod årets slutning, skriver Kathleen Brooks, researchdirektør hos XTB, ifølge Bloomberg News i en kommentar.
- Der er masser af grunde til dette, herunder pæne afkast i 2025 og investorer, der venter med at træffe store handelsbeslutninger til efter juleferien.
Trods tirsdagens stillestående aktier er markedet på vej mod et årsplus på mere end 17 pct., og det ligger blot 0,4 pct. fra sin seneste rekord sat juleaftensdag.
S&P 500 var dog på et tidspunkt også i minus for året med mere end 15 pct., da præsident Trump i april annoncerede markant straftold på alt og alle.
Stemningen vendte dog, da præsidenten få dage senere strakte våben og suspendere tolden i tre måneder, mens der blev forhandlet aftaler med en række lande.
Det er tredje kalenderår i træk, at de amerikanske aktier stiger. I 2024 og 2023 blev det nemlig til fremgange på henholdsvis 23 og 24 pct.
KUN LIDT AT SKRIVE OM
I netop S&P 500 var det energiaktierne, der klarede sig bedst med et plus 0,8 pct. Kommunikationsservice vandt også 0,3 pct., mens it-aktierne og cyklisk forbrug begge satte sig 0,3 pct.
Blandt de helt store navne var der et minus på 0,4 pct. til Nvidia, mens Apple også satte sig 0,3 pct. Microsoft gik ligeledes inden for it derimod frem med 0,1 pct. Broadcom vandt også 0,1 pct.
Intel, som tirsdag gennemførte et salg af nye aktier for 5 mia. dollar til Nvidia, blev desuden løftet med 1,7 pct.
I kommunikationsservice tikkede Alphabet op med 0,1 pct., mens Meta Platforms skinnede lidt mere med et løft på 1,1 pct. i kølvandet af nyheden om et opkøb af AI-selskabet Manus for 2 mia. dollar.
I cyklisk forbrug var der samtidig et minus på 1,1 pct. til Tesla, mens Amazon steg 0,2 pct.
Novo-konkurrenten Eli Lilly vandt sideløbende 0,1 pct., mens dagligvarekæmpen Walmart mistede 0,5 pct., og USA's største bank, JPMorgan Chase, faldt 0,1 pct.
Bankkonkurrenten Citigroup satte sig sideløbende med 0,8 pct. efter en meddelelse mandag aften om, at storbanken tager et tab på 1,1 mia. dollar i forbindelse med frasalget af aktiviteter i Rusland.
Top og bund i hovedindekset blev også snævert indrammet. Bedst gik det for AES med et plus på 2,6 pct., mens Ares Management lukkede leddet med et minus på 3,4 pct.
.\\˙ MarketWire