De amerikanske aktier indledte den nye uge med kraftig fremgang på ryggen af et drop i olieprisen efter fornyede forsøg på en diplomatisk løsning i krigen mellem USA og Iran og en afledt mindre tilbagegang i de lange markedsrenter.
September er historisk set ellers den dårligste måned i kalenderen for de amerikanske aktier, men måske ikke i 2026, for med mandagens fremgang er markedet i USA nu i plus med 1,4 pct. for måneden.
Tiden frem mod et midtvejsvalg skaber typisk også uro, ligesom starten på en stramningscyklus normalt signalerer tilbagegang for de amerikanske aktier, men siden sidste onsdags renteforhøjelse er markedet nu gået op tre handelsdage i træk.
Det brede S&P 500-indeks vandt på den baggrund frem med 1,5 pct., mens Dow Jones steg 0,7 pct., og Nasdaq gik mest frem med 2,3pct.
- De eneste reelle drivkræfter bag stigningerne er et fald i oliepriserne og statsobligationsrenterne, lyder en kommentar ifølge Bloomberg News fra Bespoke Investment Group.
- For tiden er det alt, der skal til, da aktier konsekvent har taget deres signal fra energi- og gældsmarkederne.
META I VEJRET
I S&P 500 var det kommunikationsservice, der klarede sig bedst med et løft på 3,9 pct., mens it-aktierne også vandt 2,5 pct., ligesom cyklisk forbrug blev løftet 1,5 pct. I den anden ende faldt energiaktierne omvendt med 2,6 pct. på grund af dykket i olieprisen på 4,6 pct.
Det var blandt andet Nvidia, der trak op i markedet mandag med et plus på 2,3 pct., mens lillebror Broadcom i chipsegmentet så en fremgang på 1,4 pct. Samtidig gik AMD op med hele 10,0 pct. og er nu for første gang mere end 1000 mia. dollar værd, ligesom Intel var med i toppen af hovedindekset med et plus på 12,1 pct., mens Micron vandt 2,8 pct.
Ligeledes inden for it var der fremgang til Apple på 0,9 pct., mens Microsoft også steg 1,6 pct.
Blandt de allerstørste navne var der særligt noget af et udbrud fra Meta Platforms, der vandt hele 11,3 pct. og sikrede sig sin højeste lukkekurs siden januar i 741,25 dollar. Årsagen var optimisme omkring ejeren af Facebook og Instagrams store sprogmodel Muse.
- Meta har med Muse en succes på hånden, skrev Evercore ISI ifølge Bloomberg News i en analyse.
- Dette er en aggressivt tidlig vurdering, men Muse er den produkt- og cykluskatalysator, som kan frigøre aktien og drive en omvurdering til 25 gange indtjeningen eller endda 30 gange, meget lig den måde, hvorpå den succesfulde lancering af Gemini 3 gjorde det med Alphabet-aktien sidste år.
Finanshuset ser aktien muligvis nå 810 eller endda 925 dollar, svarende til en yderligere stigning på 9-25 pct.
I samme sektor, kommunikationsservice, vandt netop Alphabet også frem med 1,6 pct. Selskabets datterselskab, Google, fik mandag ellers en bøde af de irske datamyndigheder på 403 mio. euro, men omvendt præsenterede selskabet sine nye Googlebooks, der bliver koncernens første forsøg på at sælge high-end laptop-computere.
LØFTET EFTER FORLIG
I cyklisk forbrug var der samtidig en stigning på 1,9 pct. til Amazon, mens Tesla vandt 3,0 pct.
I sundhed, der steg 0,7 pct., gik Novo-konkurrenten Eli Lilly frem med 1,0 pct., mens det danske selskabs amerikanske notering fulgte den danske aktie med ned og smed 8,0 pct. efter kapitalmarkedsdagen mandag, da selskabet satte et skuffende finansielt mål frem til 2030 om at vokse på samme niveau som branchen.
I energisektoren tabte Exxon Mobil og Chevron også 3,2 og 2,8 pct. på baggrund af faldet i olieprisen, som igen mandag dykkede under 100 dollar per tønde i USA.
Med i toppen i hovedindekset var mandag omvendt Warner Bros. Discovery, som røg op med 10,8 pct. Det skyldtes en nyhed om, at Paramount Skydance, der har en aftale om at overtage selskabet, har indgået et forlig med Californien og en række andre delstater, der ville hindre sammenlægningen på grund af bekymring for konkurrencesituationen blandt Hollywood-studier og for den redaktionelle frihed for tv-medier som CBS og CNN.
I den anden ende af S&P 500 lå derimod UPS med et kursfald på 4,4 pct. Her spillede det ind, at Amazon, som i tiltagende grad konkurrerer med de to logistikselskaber, indgik et langsigtet strategisk samarbejde med schweiziske Kuhne + Nagel, der jo også konkurrerer med danske DSV.
HP mistede desuden 4,2 pct., fordi koncernen forudser en tilbagegang i salgsvolumenerne for PC'ere i 2027 sammenlignet med i år.
.\\˙ MarketWire