30. jan. 2026 kl. 05:32
26 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Microsoft i voldsom nedtur på rød aktiedag i New York - NY

USA/lukning: Microsoft i voldsom nedtur på rød aktiedag i New York - NY

Microsoft blev den helt store taber på børserne i USA torsdag, hvor softwarekoncernen oplevede den største nedtur i seks år.

Til gengæld var der rift om Meta Platforms og nogle af de andre selskaber, der havde fremlagt regnskaber.

Overordnet var stemningen dog lettere negativ og anført af teknologiaktierne.

Og den negative stemning fortsætter fredag i futuresmarkedet. Her indikeres kursfald på 0,4-0,5 pct., når handlen åbnes i New York senere på dagen.

Torsdag rettede markedet sig en del frem mod lukketid, og det endte blot med et fald i det brede S&P 500-indeks på 0,1 pct.

Det smalle Dow Jones-indeks kæmpede sig til sidst lige over stregen og endte med et plus på 0,1 pct., mens Nasdaq med de mange teknologinavne dykkede 0,7 pct.

MICROSOFT I STØRSTE FALD I SEKS ÅR

I S&P 500-indekset faldt it-aktierne over 1 pct., og i den kategori var Microsoft den helt store taber med et fald på 10 pct. - det største fald i aktien i seks år.

Nedturen barberede 388 mia. dollar af markedsværdien, svarende til ca. 2400 mia. kr.

Regnskabet fra Microsoft viste en stigning på 66 pct. i udgifterne til datacentre i forhold til året før, hvilket genoplivede bekymringerne om de enorme investeringer i AI-infrastruktur.

- Omkostningerne er så høje, at der er laserfokus på mulighederne for at tjene penge på dem, siger Venu Krishna, chef for amerikansk aktiestrategi hos Barclays, ifølge Financial Times.

META PLATFORMS SPRUDLEDE

Investorerne var omvendt stærkt begejstrede for regnskabet fra Meta Platforms, som blev belønnet med en kursstigning på 10,4 pct. Flere finanshuse har efterfølgende hævet deres kursmål for Facebook-ejerens aktie.

Metas regnskab viser ifølge storbanken JPMorgan "en markant acceleration inden for AI, omsætning og udgifter".

- Resultaterne kan bringe Meta tilbage på sporet mod at tjene retten til at investere, hvilket den enorme omsætningsvækst i første kvartal vidner om, skriver JPMorgan ifølge Bloomberg News.

Meta Platforms venter i år at skulle foretage investeringer på 115-135 mia. dollar, hvilket er langt over estimaterne på omkring 110 mia. dollar.

Tesla åbnede højere efter regnskabet sent onsdag, men siden vendte den rundt til et fald på 3,2 pct. Regnskabet viste ellers en bedre indtjening end ventet - men dog en faldende indtjening i forhold til samme kvartal sidste år.

It-virksomheden IBM steg omvendt 5,0 pct. efter sit kvartalsregnskab.

- I fjerde kvartal leverede vi en stærk omsætningsvækst med tocifret vækst inden for software, skriver IBM i regnskabet, hvor det også fremhæves, at det har en AI-ordrebog på mere end 12,5 mia. dollar.

- Dette afsluttede et stærkt 2025 for IBM, hvor vi overgik forventningerne til omsætning, overskud og frit cash flow, siger Arvind Krishna, IBM's formand og administrerende direktør.

AI-EFTERSPØRGSEL LØFTER CATERPILLAR

Industrigiganten Caterpillar klarede sig også bedre end ventet i fjerde kvartal, hvor stigende behov for elektricitet til AI-datacentre løftede efterspørgslen efter selskabets udstyr.

Aktien steg 3,3 pct.

Der var også tilfredshed at spore over regnskabet fra den amerikanske forsvarsgigant Lockheed Martin, som løftede salget med over 9 pct. og leverede rekordmange F-35-kampfly i sit fjerde kvartal.

Prognosen for 2026 var desuden bedre end ventet.

Det kvitterede investorerne for ved at sende aktien op med 4,1 pct.

Efter børslukketid kommer der årsregnskab fra it-giganten Apple. Her venter analytikerne at se en omsætningsvækst på 11 pct. til 138,4 mia. dollar i fjerde kvartal. Det vil i givet fald være den største salgsvækst i fire år skriver Bloomberg News.

Apple-aktien steg 0,7 pct. før regnskabet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 119 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig