18. feb. 2026 kl. 05:32
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Nervøse handlere sendte aktierne op - Apple vandt frem på AI-nyt

USA/lukning: Nervøse handlere sendte aktierne op - Apple vandt frem på AI-nyt

Det var lidt hoppen på stedet tirsdag, da de amerikanske investorer kom tilbage til handelsbordene tirsdag efter en forlænget weekend.

Efter indledende indeksfald, hvor investorerne havde svært ved at finde takten, endte det dog med, at de samlede sig om den samme retning - op.

Onsdag morgen er der ændret lidt på tirsdagens valne holdning. Futures indikerer stigninger på 0,1-0,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Tirsdag gik det brede S&P 500, Nasdaq-indekset og Dow Jones-indekset alle frem med 0,1 pct.

Samlet var det dog bekymringer omkring kunstig intelligens, AI, der fortsat stod i kø efter mandagens lukkedag, hvor der blev fejret Presidents' Day.

Investorerne er nu bange for, at AI kan ændre selskabernes forretningsmodeller, hvilket har udløst udsalg i softwareselskaber, forsikringssektoren og seneste speditør- og logistikselskaberne. Det bidrog i sidste uge til de største ugentlige fald på i de tre store indeks siden midten af november.

Fra at have været en altomfattende kraft, der drev de store aktieindeks højere, er AI nu en, hvor "selektivitet" blandt vindere og tabere muligvis bliver en stadig mere afgørende faktor for, hvordan en investors portefølje klarer sig i år, påpeger Anthony Saglimbene, chefmarkedsstrateg hos Ameriprise Advisor Services, overfor Bloomberg News.

- Vi mener derfor, at den næste fase af AI-cyklussen kan blive en kombination af, hvordan investorer reagerer på store teknologiske tendenser, samt hvordan en bredere vifte af virksomheder og brancher navigerer i et miljø, hvor teknologisk disruption og innovation muligvis spreder sig hurtigere, end mange havde forventet, siger han.

Mandag blev der lagt mere kul i kakkelovnen, da potentielle risikofaktorer fra kinesiske AI-aktører bidrog til usikkerheden. Alibaba kom med en ny AI-model, Qwen 3.5, der er designet til selvstændigt at udføre komplekse opgaver.

Intel faldt på den konto 1,3 pct., og Advanced Micro Devices gik 2 pct. tilbage.

- Alibabas AI-model er en af de variabler, der tynger markederne i dag, og det er en del af en meget større dynamik, der er på spil her, siger Stash Graham, administrerende direktør for Graham Capital Wealth Management, til Reuters.

Alibabas amerikanske notering fald 0,2 pct.

APPLE TAGER BID AF AI

Apple meldte sig ind i kampen og accelererer udviklingen af tre nye stykker tilbehør - blandt andet smart-briller.

Alle tre nyheder bygges omkring den digitale assistent Siri, som vil anvende visuel kontekst til at udføre handlinger. Produkterne, som vil være forbundet til Apples iPhone, er koblet op på et kamerasystem med forskellige kapaciteter.

Apple steg 3,2 pct.

NORWEGIAN CRUISE LINE OG ZIM I FREMDRIFT

Der var rift om aktierne i krydstogtselskabet Norwegian Cruise Line, efter at den aktivistiske investor Elliott Investment Management ifølge rygter bragt af Wall Street Journal har opbygget en ejerposition i selskabet på over 10 pct.

Aktien gik 12,2 pct. frem.

Med et solidt plus på 24,4 pct. til 27,85 dollar var der endnu flere på i kø for at få fingre i det israelske containerrederi Zim, der har fået et opkøbstilbud af den tyske Mærsk-partner Hapag-Lloyd.

Konkret har det tyske rederi aftalt at købe New York-noterede Zim for 35 dollar per aktie eller 4,2 mia. dollar, svarende til cirka 26 mia. kr.

FORVENTNINGER GALT I HALSEN

Morgenmadproducenten General Mills serverede tirsdag sine forventninger til det nye år, der ventes at byde på aftagende vækst som følge af pressede forbrugere, og det tages ilde op af investorerne.

Aktien bakkede 7 pct.

På regnskabsfronten leverede Medtronic, der blandt andet laver blodsukkermålere og insulinpumper, et bedre end ventet regnskab for sit forskudte tredje kvartal.

Aktien faldt dog 3,2 pct., da analytikerkorpset heriblandt Robbie Marcus fra JPMorgan fokuserer på en fastholdt prognose på trods af den stærke udvikling i tredje kvartal, hvilket signalerer modvind i fjerde kvartal.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 219 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig