De amerikanske aktier steg let tirsdag, da mandagens negative indslag, chipaktierne, vandt en del af det tabte tilbage, mens investorerne samtidig så frem mod chipkongen Nvidias vigtige regnskab onsdag efter markedets lukning.
Fra økonomien var nyheden den, at forbrugertilliden i USA blev lidt dårligere i august, men mod en ventet mindre bedring.
For tredje dag i træk faldt olieprisen samtidig tilbage, tirsdag med 3,9 pct., efter meldinger om nye forsøg på en mægling mellem Iran og USA.
Tilsammen pressede det markedsrenterne tilbage i både den korte og den lange ende, men investorerne indregnede stadig mere end 100 pct. sandsynlighed for en højere centralbankrente i USA inden nytår.
Det brede S&P 500-indeks vandt derfor 0,3 pct., mens Dow Jones gik 0,3 pct. op, og Nasdaq steg mest med 0,7 pct.
‐ Vi har haft svag periode for chipaktierne, og Nvidia er faldet en del dage i træk, men trækker så op her lige før regnskabet. Nogle investorer har været korte i aktien og lukker de positioner ned, inden regnskabet kommer. For måske er den faldet for meget, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
Nvidia var før tirsdagens handel dykket syv handelsdage i træk med næsten 8 pct. i alt.
‐ Trenden er din ven, siger man, men det er den kun, indtil en fundamental nyhed ændrer billedet. Så der er et mindre hop tilbage til halvlederaktierne og til teknologi i det hele taget.
‐ Marvell kommer også torsdag og der er Jackson Hole fredag. Så ingen vil tage for store væddemål lige inden, konstaterer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.
Med Jackson Hole henviser investeringsstrategen til det årlige symposium, som Federal Reserve holder i byen af samme navn i delstaten Wyoming, hvor Kevin Warsh på fredag, som formand for første gang skal holde sin imødesete tale.
STEG FØR REGNSKABET
I S&P 500 var det derfor tirsdag it-aktierne, som klarede sig bedst med et plus på 1,0 pct.
Det skyldtes først og fremmest, at Nvidia, verdens mest værdifulde aktie, vandt frem med 2,2 pct.
‐ Momentumhandel på Nvidia lukkes ned, og derfor retter aktien sig pænt, siger Lars Skovgaard Andersen.
Det anslås ifølge Bloomberg News blandt analytikerne, at chipkæmpens salg i andet kvartal vil lande på 92,2 mia. dollar mod 46,7 mia. dollar i samme periode et år før.
Der var også stigninger til andre chipnavne som AMD, der blev løftet 4,9 pct., mens Micron Technology vandt 2,5 pct.
Ligeledes inden for it steg Microsoft 0,9 pct., mens Apple derimod satte sig beskedne 0,1 pct.
INVESTERER 100 MIA. DOLLAR
Inden for kommunikationsservice, der også steg 0,5 pct., var det Meta Platforms, som bidrog mest til fremgangen med et plus på 2,0 pct., mens Alphabet derimod mistede 0,3 pct.
SpaceX hører også til her, men er fortsat endnu ikke med i S&P 500, men rumkoncernens aktie vandt 2,2 pct. tirsdag på bagkant af en nyhed om en investering på 100 mia. dollar i en tredje raketbase.
I cyklisk forbrug, der satte sig 0,3 pct., tyngede Amazon med 0,4 pct., mens Tesla omvendt vandt 0,4 pct.
I sundhed, der klarede sig gennem tirsdagen med et plus på 0,3 pct., trak Novo-konkurrenten Eli Lilly ned med et fald på 1,1 pct. efter en nyhed om, at Pepsico dropper dækningen af fedmebehandling i sine ansattes sundhedsprogrammer.
Aktien kunne dermed slet ikke følge med Novo Nordisks amerikanske notering, der trods den nyhed vandt 3,7 pct., lidt mere end den danske noterings fremgang tidligere tirsdag på 2,9 pct.
Ligeledes inden for sundhed fortsatte Moderna med sin urolige tilværelse. Tirsdag med en stigning på 14,4 pct., hvilket sendte aktien helt til tops i hovedindekset, efter finanshuset Wolfe løftede sin anbefaling til neutralt fra negativt niveau.
Onsdag i sidste uge vandt Moderna hele 177 pct. efter en nyhed om positive data fra et studie med en vaccine til behandling af modermærkekræft. Siden da faldt den torsdag på grund af gevinsthjemtagning med 23,6 pct., men steg igen 8,9 pct. fredag, mens den mandag satte sig 4,3 pct.
Modernas aktie er nu steget 435 pct. i år.
.\\˙ MarketWire