De amerikanske aktier svingede tæt omkring udgangspunktet onsdag og fortsatte dermed handelen i et meget snævert bånd med stigninger og fald på maksimalt 0,4 pct. de seneste fire handelsdage og med ganske lav volatilitet.
Årsagen var en afventende stemning inden sæsonens formentlig vigtigste kvartalsregnskab fra chipkongen Nvidia efter markedets lukning.
Investorerne øjnede også med ekstra fokus fredagens tale fra centralbankformand Kevin Warsh, hans første på det årlige symposium i Jackson Hole i Wyoming.
Talen anses nemlig med finansministeriets beslutning fra sidste uge om at intervenere mod de lange renters stigning for at være særligt vigtig.
Onsdag steg markedsrenterne samtidig en smule i kølvandet af opgørelsen af kerneinflationen, PCE Core, for juli, som var uændret i 3,3 pct. og dermed stadig langt over Federal Reserves mål på 2,0 pct. om året, hvorfor markedet stadig til fulde indregner en renteforhøjelse inden nytår.
Det brede S&P 500-indeks faldt derfor marginalt, mens Dow Jones mistede 0,2 pct., og Nasdaq ligeledes satte sig 0,1 pct.
- Udfordringen bliver stadig tydeligere: Inflationen er stadig for høj til at være komfortabel, og investorerne vil holde øje med at se, om Federal Reserves formand, Kevin Warsh, vil bruge fredagens Jackson Hole-tale til at adressere, hvordan beslutningstagerne planlægger at bringe den tilbage mod Federal Reserves langsigtede mål, siger Bret Kenwell, analytiker hos eToro, til Bloomberg News.
Handelen med rentefutures indregner med 100 pct. sandsynlighed en renteforhøjelse til december, mens markedet tillige sætter 70 pct. på yderligere en forhøjelse til næste år.
Centralbanken selv har senest i sin kvartalsprognose for juni indikeret en enkelt stramning i år og en nedsættelse i hver af de efterfølgende to år. Lige nu ligger renten i USA i 3,50-3,75 pct.
LØFTET TRODS MILLIARDBOD
I S&P 500-indeks steg industriaktierne 1,1 pct. For vækstsektorerne gjaldt det, at it-aktierne bevægede sig frem med 0,4 pct., mens kommunikationsservice og cyklisk forbrug tabte 0,7 og 0,6 pct. Sundhed smed samtidig 1,0 pct.
Før sit regnskab faldt Nvidia onsdag med 1,6 pct. og tyngede mest af alle i markedet. Aktien satte ellers med en stigning tirsdag på 2,2 pct. et punktum for sin længste minusrække, syv handelsdage, siden september 2022.
Ligeledes inden for it var der onsdag omvendt et plus på 1,2 pct. til Apple, mens Microsoft vandt 1,0 pct. I chipsegmentet tikkede Micron Technology desuden 0,6 pct. op, ligesom AMD vandt 0,4 pct., mens Broadcom derimod mistede 0,3 pct.
Onsdagens indtil markedslukningens helt store historie skulle findes i kommunikationsservice, hvor Meta Platforms steg 1,1 pct., da teknologikæmpen indgik et forlig i en retssag anlagt af 29 delstater, som har beskyldt selskabet for at skabe vanedannende algoritmer og ikke beskytte børn og unge tilstrækkeligt.
Meta vil i den forbindelse betale op mod 18 mia. dollar i bod, men det store tal til trods blegnede det i forhold til de erstatninger, som har været nævnt, på mellem 200 og 1400 mia. dollar. Meta skal ud over boden også foretage en række ændringer til beskyttelse af børn og unge på Facebook og Instagram.
SVAG PROGNOSE
I samme sektor faldt Alphabet derimod 1,4 pct. Google-ejeren kan i kølvandet af Metas forlig formentlig også imødese at blive presset til at justere blandt andet sin Youtube-platform.
Der var samtidig minusser onsdag på 1,3 og 0,3 pct. til de store navne i cyklisk forbrug, Tesla og Amazon, mens der i sundhed var et fald på 3,5 pct. til Novo-konkurrenten Eli Lilly, mens Johnson & Johnson mistede 1,2 pct.
På regnskabsfronten blev Intuit sendt ned mod bunden af markedet med et minus på 3,2 pct., da regnskabet for softwarekoncernens fjerde kvartal skuffede med en svag prognose for både omsætning og indtjening.
Uden for hovedindekset faldt Zoom samtidig med 7,0 pct. efter en lettere lunken forventning til indtjeningen i tredje kvartal.
.\\˙ MarketWire