Roen lagde sig tirsdag over markederne, og det betød, at investorerne igen kunne forsøge at starte et julerally.
Mandagens renteuro, da Japans centralbank åbnede døren for en renteforhøjelse, var igen i bakspejlet, og kryptovalutaerne steg atter efter et udsalg i kølvandet af weekenden, da den kinesiske centralbank advarede mod spekulation i de i landet forbudte digitale valutaer.
Derfor kunne investorerne igen rette fokus mod aktiemarkedet, hvor en ventet amerikansk rentesænkning i næste uge luner, og hvor den snart overståede regnskabssæson har vidnet om solid og bedre end ventet indtjeningsvækst.
Og på de positive udsigter for AI, hvorfor det især var de helt store teknologinavne, der trak markedet op tirsdag.
Det S&P 500-indeks vandt derfor 0,3 pct., mens Dow Jones steg 0,4 pct., og Nasdaq gik 0,6 pct. op.
- Vi har haft gode nyheder inden åbningen fra blandt andet Credo Technology, der ude fra periferien har styrket AI-temaet tirsdag. Bitcoin retter sig også, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
- Vi vender derfor for en tid tilbage til fokus på vækst og de store teknologiselskaber, mens investorerne går lidt ud af det bredere i S&P 500, som altså hænger lidt.
Tirsdag var der også kun en uge til, at Federal Reserve starter sit todages rentemøde for december, som onsdag i næste uge ventes at ende med den tredje rentesænkning i træk på 0,25 pct.point til 3,50-3,75 pct.
Handelen med rentefutures pegede med 99 pct. sandsynlighed på netop det udfald tirsdag sammenlignet med 25-30 pct. for bare to uger siden.
- Fokus er samtidig på den ventede rentesænkning i næste uge. Vi har også ændret på vort syn på det og forventer nu en nedsættelse, kommenterer Danske Banks investeringsstrateg.
ØGET AI-KONKURRENCE
I S&P 500 var det tirsdag it-aktierne, der trak for med et plus på 0,8 pct., mens industri også steg 0,9 pct.
Kommunikationsservice gik desuden op med 0,4 pct., mens cyklisk forbrug endte marginalt i minus.
Det var Nvidia, der trak mest op i markedet med et plus på 0,9 pct., men chipkæmpen var tidligere i plus med så meget som 3,2 pct. Det var inden en nyhed om, at Amazon nu vil sætte fart i lanceringen af en AI-chip, der prisbilligt skal kunne bide skeer med Nvidias produkter.
- Konkurrencen mellem Nvidia og Amazon ændrer ikke på, at AI er en stor historie. Det breder sig bare ud. Er der god priskraft og indtjening et sted, vil andre komme til. Det er bare godt. Det vil bare udbrede AI endnu mere. Spørgsmålet er kun hvem, der bliver vinderne, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
Nyheden pressede også AMD tilbage fra et plus på 2,8 pct. til et minus på 2,1 pct., mens Amazon selv vandt frem med 0,2 pct.
En anden halvlederaktie i fokus var Intel, der steg 8,7 pct. tirsdag. Aktien er mere end fordoblet i 2025, ligesom den nu er steget seks af de syv seneste handelsdage, og fredag også med nævneværdige 10 pct., på en forventning om, at chipproducenten snart skal levere til Apple.
LATTERLIGT OVERVURDERET
Ligedeles inden for it var der tirsdag et løft til Apple, som steg 1,1 pct. til endnu en rekord i 286,19 dollar, mens Microsoft også vendte snuden opad og tegnede sig for en gevinst på 0,7 pct.
I cyklisk forbrug, hvor Amazon også hører til, mistede Tesla 0,2 pct. Elbilproducenten blev mandag kaldt "latterligt overvurderet" af hedgefondinvestoren Michael Burry, kendt fra filmen "The Big Short" om finanskrisen.
I kommunikationsservice var der samtidig et lille plus på 0,3 pct. til Alphabet, mens Meta Platforms gik 1,0 pct. frem.
Helt i top i hovedindekset tirsdag fandt man imidlertid Boeing med et plus på 10,2 pct. Årsagen var en optimistisk melding fra flyproducentens nye finansdirektør, Jay Malave, som på en konference ifølge Bloomberg News slog fast, at selskabet er på vej til at skabe en fri pengestrøm i 2026 på flere milliarder dollar. Samtidig er Boeing også på vej mod målet på længere sigt.
- Der er ingen grund til, at vi ikke skulle kunne være i stand til at nå det, når vi opnår højere priser på flyene. Jeg er helt sikker på, at vi absolut kan levere 10 mia. dollar, sagde Jay Malave.
Uden for hovedindekset steg Credo, som leverer dataoverførsels- og netværksløsninger, med 10,1 pct. efter et stærkt regnskab for andet kvartal.
.\\˙ MarketWire