21. aug. 2026 kl. 20:04
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Nvidia tyngede i ellers grønt marked fredag

USA/lukning: Nvidia tyngede i ellers grønt marked fredag

Aktiemarkedet i USA steg moderat fredag, men til trods for det endte markedet alligevel med et samlet større fald for hele ugen.

Temaet for handelen har de seneste fem dage været den markante stigning i de lange renter, en udvikling, der kulminerede onsdag, da det amerikanske finansministerium annoncerede "mindst" en fordobling af sine tilbagekøb af obligationer med løbetid på 10-30 år.

Det hjalp straks med et skarpt rentefald til den 30-årige statsobligation, men den lå efter stigninger både torsdag og igen fredag atter omkring tirsdagens slutniveau og dermed igen i det højeste siden 2007.

Til trods for det var der fredag fremgang til de fleste af de store navne i S&P 500-indekset. Her hjalp det, at olieprisen faldt tilbage med 1,1 pct. efter stigninger 10 ud af de foregående 11 handelsdage.

Det brede S&P 500-indeks vandt derfor frem med 0,4 pct.

Dow Jones blev sideløbende løftet 1,0 pct., mens Nasdaq gik 0,4 pct. op.

‐ Vi formoder, at renterne på langfristede statsobligationer vil stabilisere sig i løbet af de næste par uger, efterhånden som der genoprettes en vis ro efter den seneste omgang volatilitet på de globale statsobligationsmarkeder, siger Joe Maher, økonom hos Capital Economics, til Bloomberg News.

Han spår dog samtidig, at den såkaldte løbetidspræmie, som investorerne kræver for risikoen ved at investere i langfristet gæld, vil stige yderligere på mellemlang sigt.

Trods et fald i aktierne i denne uge på samlet set 1,4 pct. mener den schweiziske investeringsbank UBS da heller ikke, at renteuroen er grund nok til at sælge ud af risiko.

‐ Vi ser i øjeblikket ikke turbulens på obligationsmarkedet som en grund til at reducere eksponeringen mod aktiemarkedet, kommenterer Ulrike Hoffmann-Burchardi, som er investeringschef i UBS.

GEVINSTHJEMTAGNING

I S&P 500 var det fredag råvarer og materialer, som steg mest med et plus på 2,2 pct., mens sundhedsaktierne også vandt 1,3 pct., og finans gik op med 1,0 pct.

For vækstsektorernes vedkommende gjaldt det, at cyklisk forbrug steg 0,9 pct., at kommunikationsservice blev løftet 0,9 pct., og at it-aktierne satte sig marginalt.

At it-sektoren underpræsterede skyldtes først og fremmest fald til Nvidia, inden sit regnskab næste uge, og Apple på respektive 1,0 og 0,6 pct., mens Microsoft dog gik frem med 0,4 pct., ligesom Oracle lidt længere nede af listen vandt 3,1 pct.

Ind imellem klemte Broadcom sig også med en stigning på 1,2 pct. efter en nyhed om, at chipproducenten vil rejse mindst 60 mia. dollar i ny gæld til at finansiere chipsalg til datacentre, mens Micron Technology dog mistede 0,8 pct.

Marvell lå samtidig nederst i hovedindekset med et fald på 5,6 pct. Der var tale om gevinsthjemtagning efter fremgang onsdag og torsdag på i alt 16 pct. efter en nyhed om tættere samarbejde med Google om udvikling og produktion af chips.

HAR STABILISERET SIG

I kommunikationsservice var der til gengæld fremgang til Alphabet på 1,2 pct., mens Meta Platforms efter et minus på ugens to første dage på 8 pct. - i forbindelse med starten på en afgørende retssag om vanedannende algoritmer og manglende beskyttelse af børn og unge på Facebook og Instagram - har stabiliseret sig og fredag vandt 0,8 pct.

I cyklisk forbrug var der samtidig et plus til Tesla, som fik grønt lys i delstaten Nevada til at udrulle 5000 selvkørende robotaxier, på 5,1 pct., mens Amazon dog mistede 0,6 pct.

I sundhed gik det også fint for Novo-konkurrenten Eli Lilly, som blev løftet 0,9 pct., ligesom Johnson & Johnson steg 1,1 pct., og Abbvie vandt 1,2 pct.

I toppen af S&P 500 lå fredag handelsplatformen Robinhood og kryptobørsen Coinbase med fremgange på 13,7 og 8,2 pct. efter et plus i denne uge på 23 pct. til bitcoin.

Moderna var samtidig også med oppe blandt vinderne og steg 8,9 pct. Vaccineselskabet vandt onsdag hele 177 pct. efter nyheden om positive data med en vaccinebehandling af modermærkekræft, mens aktien torsdag på grund af gevinsthjemtagning faldt 23,6 pct. tilbage.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 527 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig