05. jan. 2026 kl. 21:13
83 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Olieaktier og finans i hopla - Dow Jones i rekord

USA/lukning: Olieaktier og finans i hopla - Dow Jones i rekord

De var fart over feltet mandag på Wall Street, hvor der var rift om olieselskaberne på udsigten til, at de måske igen kan få adgang til og kontrol over olien i Venezuela efter weekendens amerikanske angreb på landet.

Også finansaktierne var flot kørende, da investorerne kastede en del af kærligheden på den sektor forud for regnskabssæsonens start i næste uge.

Det gav blod på tanden hos det smalle Dow Jones, der endte i 2026's første rekord i 48.977,37 efter et mandagsplus på 1,2 pct. Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg 0,7 pct., og S&P 500-indekset endte 0,6 pct. højere.

- Wall Street reagerer normalt ikke særlig meget på militære konfrontationer, især ikke på så lille skala som denne, der sandsynligvis ikke vil få nogen indflydelse på den globale økonomi, siger Sam Stovall fra CFRA Research til nyhedsbureauet AFP.

I denne uge vil markedsdeltagerne have fokus på en række amerikanske nøgletal, hvor spotlyset dog er sat på fredagens arbejdsmarkedsrapport, der kan påvirke medlemmerne af den amerikanske centralbanks renteudvalg.

OLIESELSKABER LØFTET AF VENEZUELA

De amerikanske oliekæmper Chevron og Exxon Mobil steg henholdsvis 5,1 pct. og 2,2 pct., da der spekuleres i, at de igen kan være med til at udvinde olie fra den venezuelanske undergrund.

- Energiselskaber nyder virkelig godt af forventningen om, at præsident Trump har til hensigt at sende dem ind for at foretage mere investering i Venezuela og i sidste ende tjene flere penge til sig selv, siger Rob Haworth, senior investeringsstrateg hos U.S. Bank Wealth Management, til Reuters.

Men på trods af Trumps "åbenlyse ønske om, at amerikanske olieselskaber øger deres aktiviteter i Venezuela, vil lavere oliepriser og politisk usikkerhed forstyrre bestræbelserne på at udnytte landets enorme energipotentiale", siger David Oxley, cheføkonom for klima og råvarer hos Capital Economics.

- Det vil tage år og massive investeringer at bringe Venezuelas olieproduktion tilbage til niveauet før krisen, fortsætter Ipek Ozkardeskaya, analytiker hos Swissquote.

Chevron har som det eneste amerikanske olieselskab hele tiden været aktiv i Venezuela trods sanktioner.

For at få genoplivet olieproduktionen i Venezuela og løftet den tilbage til toppen fra halvfjerdserne, skal der ifølge Bloomberg News investeres op mod 100 mia. dollar, hvilket også er med til at understøtte olieserviceselskaberne.

Olieserviceselskaberne Schlumberger og Halliburton endte mandag med solide plusser på 9,1 og 7,9 pct.

Weekendens begivenheder var også med til at løfte et par amerikanske forsvaraktier. Lockheed Martin steg 2,9 pct., og General Dynamics gik 3,6 pct. frem.

FOKUS PÅ FINANS

Finanssektor var ligeledes populær mandag, hvor investorerne købte op. Investorer ser frem mod en regnskabssværm fra bankerne, der er sat til at begynde i næste uge - og hvor især den 13. og den 14. januar bliver travle.

JPMorgan, Citi, Wells Fargo og Bank of America øgede op til 3,9 pct.

- Stemningen har i de seneste dage favoriseret finansaktier, og mens folk ser ud over teknologisektoren, er dette en sektor, mange vælger at rette deres opmærksomhed mod, siger Steve Sosnick, chefmarkedanalytiker hos Interactive Brokers, til Reuters.

NVIDIA-PARTNER MELDER OM UHÆMMET AI-EFTERSPØRGSEL

Nvidia-partneren Hon Hai Precision Industry oplevede stor efterspørgsel i fjerde kvartal, hvor salget voksede 22 pct.

Alligevel endte Nvidia med et fald på 0,4 pct.

Blandt de øvrige medlemmer af "magnificent seven" steg Tesla 3,7 pct., Amazon og Meta steg henholdsvis 2,9 og 1,3 pct., Apple tabte 1,4 pct., mens Microsoft endte uændret, og Alphabet gik 0,7 pct. frem.

KRYPTOAKTIER LØFTET AF FREMGANG FOR BITCOIN

Bitcoin er skudt i vejret til over 94.100 dollar fra 89.800 dollar fredag ved lukketid.

Den udvikling var med til at understøtte de kryptorelaterede aktier med fremgang på 4,8 pct. for bitcoininvestoren Strategy og 7,8 pct. for kryptobørsen Coinbase.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 72 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig