11. dec. 2025 kl. 21:04
40 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Rekorder til S&P 500 og Dow Jones trods AI-nedtur

USA/lukning: Rekorder til S&P 500 og Dow Jones trods AI-nedtur

De amerikanske indeksfutures lå dybt i rødt natten til torsdag, efter at et skuffende regnskab fra Oracle igen skruede op for frygten for en boble i kunstig intelligens.

Efter et åbningsfald og nogle timers handel rettede markedet sig dog og kravlede ud på eftermiddagen torsdag i plus. Endda til rekord.

Medvinden kom fra onsdagens rentesænkning i USA, da centralbanken og formand Jerome Powell også var mindre høgeagtig end frygtet.

Det løftede især de cykliske sektorer, som nyder særligt godt af økonomisk vækst, og den opjusterede Federal Reserve for 2025 og i særdeleshed for 2026, ligesom lavere renter jo også skubber aktiviteten opad.

Der var samtidig et pænt løft til Novo-konkurrenten Eli Lilly efter positive data med et muligt nyt fedmemiddel, mens investorerne roterer ud af teknologiaktierne.

Det brede S&P 500-indeks steg torsdag med 0,2 pct. til årets 37. rekord i 6900,99 indekspoint, selv om det i den tidlige handel også var i minus med 0,8 pct.

Dow Jones blev samtidig løftet 1,3 pct. til en ny lukketop i 48.704,01 point, mens Nasdaq tabte 0,3 pct.

- Det gode er, at vi oplever den her rotation, når teknologi falder tilbage. Det er stærkt, at vi kan gå fra vækst og ind i værdi, når der er den her støj fra Oracle. Det lover godt for resten af juleperioden, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

Den amerikanske centralbank sænkede onsdag renten med 0,25 pct.point til 3,50-3,75 pct., mens dens dog stærkt uenige ledelse også signalerede en nedsættelse i 2026.

I den økonomiske prognoser fremgik det også, at Federal Reserve nu ser en vækst i 2026 i USA på 2,3 pct. mod et bud i september på 1,8 pct.

- Aktier er dog heller ikke dyre, hvis selskaberne bliver ved med at levere så gode regnskaber, som vi har set i tredje kvartal. Og centralbanken sænker renten. Så hvad skulle man ikke kunne lide?

BOBLEFRYGT I AI

I S&P 500 var det råvarer og materialer, som klarede sig bedst med et plus på 2,2 pct., mens finans også blev løftet 1,8 pct. Industri vandt desuden 1,1 pct.

I den anden ende var teknologisektorerne ramt af kursfald. Cyklisk forbrug steg ganske vist små 0,1 pct., mens kommunikationsservice derimod smed 0,6 pct., og it dykkede mest med 1,0 pct.

Inden for it var det Oracles regnskab for andet kvartal, som trak ned. Cloud-indtægterne var en tand under forventningen, mens driftsoverskuddet heller ikke ramte konsensus, og så hævede server- og softwarekoncernen buddet på kapitalinvesteringer i regnskabsåret med 15 mia. dollar. Samlet set øgede det frygten for en AI-boble.

Oracle selv tabte torsdag 10,8 pct., men trak også de store chipproducenter med ned. Nvidia smed 1,6 pct., og Broadcom, der efter lukketid torsdag havde programsat sine kvartalstal, dykkede 1,6 pct.

- Testen kommer i eftermarkedet med tallene fra Broadcom. Torsdag har vi dog kunne klare det, at Oracle ramte ved siden af, konstaterer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

I samme sektor, altså it, faldt Apple også 0,3 pct., mens Microsoft, som de seneste dage ellers havde været under pres, var en undtagelse med et grønt blink på 1,0 pct.

Softwarekollegaen Adobe steg imidlertid også 2,1 pct. efter en opmuntrende prognose for 2025/26 og et godkendt fjerde kvartal.

GODT MODTAGET

I kommunikationsservice var der omvendt et minus til Alphabet på 2,4 pct., mens Meta Platforms kravlede i plus med 0,4 pct., og i cyklisk forbrug var det Amazon, som tyngede med 0,7 pct., ligesom Tesla mistede 1,0 pct.

Fra et dansk perspektiv var det også interessant at se Eli Lilly skyde op med 1,6 pct. Medicinalkæmpen satte med et plus onsdag på 1,2 pct. punktum for den længste tabsrække siden 2022 med ni minusdage efter hinanden.

Torsdagens fremgang skyldtes, at den amerikanske Novo-konkurrent fremlagde positive data fra forsøg med et muligt fedmemiddel, Retatrutid.

- Vægttabseffekten over vores forventninger på 25 pct. vil blive godt modtaget af investorerne, lyder en konklusion fra Citi.

Inden for finans skilte Visa og Mastercard sig også positivt ud med fremgang på 6,1 og 4,6 pct. på bagkant af Federal Reserves øgede vækstforventninger, som tegner godt for forbruget. Bank of America løftede torsdag også anbefalingen af Visa til "køb".

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 47 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig