Krigsbekymringerne blev sat en smule på pause onsdag, efter at investorerne fik indikationer på, at krigen i Mellemøsten måske ikke kommer til at vare så længe som først frygtet.
Og det gav fremgang til de amerikanske aktier, hvor det brede S&P 500-indeks endte med et plus på 0,8 pct. Techtunge Nasdaq steg med 1,3 pct., mens det smalle Dow Jones gik frem med 0,5 pct.
Det var meldinger om, at agenter fra Iran ifølge New York Times har brugt bagkanaler til at kontakte den amerikanske efterretningstjeneste CIA, dagen efter at de amerikansk-israelske angreb begyndte, som onsdag var med til at løfte risikoappetitten for aktier. Det var, selv om Iran efterfølgende afviste rygterne.
- Mens markederne var ekstremt følsomme over for de nedadgående risici tidligere på ugen, er de også følsomme over for opadgående risici, lyder det fra Kathleen Brooks, der er researchchef hos handelsplatformen XTB, ifølge AFP.
Israel fortsatte dog onsdag aften sine angreb på den iranske hovedstad, Teheran, og fra Det Hvide Hus lød det, at USA har planer om at angribe dybere ind i Iran.
- Konflikten fortsætter, og der er ingen konkrete tegn på en deeskalering. Det kan fortsat lægge pres på risikofyldte aktiver i et stykke tid endnu, siger Fawad Razaqzada fra Forex.com ifølge Bloomberg News.
På nøgletalsfronten var der opløftende læsning for investorerne, som kunne se serviceindekset ISM nå det højeste niveau i fire år. Derudover landede den private ADP-jobrapport, og den vidnede om en lidt bedre end ventet jobskabelse i februar.
FREMGANG TIL NVIDIA OG TESLA
Blandt de helt store techaktier steg chipkoncernen Nvidia med 1,6 pct., efter det kom frem, at milliardæren Leo Koguan har købt 1 mio. aktier i koncernen.
Han er nemlig overbevist om, at "der ikke er en AI-boble - det er kun begyndelsen", lød fra milliardæren ifølge Bloomberg News.
Derfor har Leo Koguan også planer om at købe yderligere 1 mio. Nvidia-aktier.
Også Tesla fik med et plus på 3,4 pct. luft under vingerne, efter at finanshuset Bank of America genindledte sin dækning af elbilaktien med anbefalingen "køb".
Analytiker Alexander Perry venter, at Tesla hurtigt vil blive førende inden for robottaxier givet selskabets evne til at skalere mere profitabelt end konkurrenterne.
MODERNA-FORLIG BEGEJSTREDE INVESTORERNE
Moderna blev den store vinder i S&P 500-indekset, efter at vaccineproducenten indvilgede i at betale 950 mio. dollar i et forlig vedrørende en patentsag om selskabets covid-vaccine, der fjerner en truende økonomisk risiko for den kriseramte producent.
Det blev godt modtaget af investorerne, som sendte aktien op med 16,1 pct.
Forliget er indgået med biotekselskaberne Arbutus og Genevant Sciences og drejer sig om påstande om, at Moderna har krænket patenter ejet af Arbutus og Genevant i produktionen af sin vaccine mod covid-19.
SSR Mining blev løftet med 15 pct., efter at guldminekoncernen indgik aftale om at sælge sin ejerandel på 80 pct. i den tyrkiske mine Cöpler til Cengiz for 1,5 mia. dollar i kontanter.
På kryptomarkedet kostede en bitcoin ved amerikansk børslukning lige over 73.000 dollar, og det var første gang siden starten af februar, at kryptovalutaen har kostet så meget.
Det skyldtes ifølge Bloomberg News, at handlerne i kølvandet af uroen i Mellemøsten har afsøgt alternativer til guld, som længe har ligget på rekordhøje niveauer, mens bitcoin de seneste seks måneder har fået skåret over en tredjedel af værdien af.
Og det gav onsdag stor optur til flere aktier inden for sektoren.
Kryptoplatformen Coinbase gik frem med et plus på 14,5 pct., mens handelsplatformen Robinhood blev hevet med op med en stigning på 8,1 pct.
Strategy, som mere eller mindre har dedikeret hele sin forretning til at købe og holde bitcoin, gik i vejret med 10,4 pct.
.\\˙ MarketWire