10. dec. 2025 kl. 21:03
81 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Tæt på rekord efter milde centralbanktoner - Nvidia, Microsoft stadig presset

USA/lukning: Tæt på rekord efter milde centralbanktoner - Nvidia, Microsoft stadig presset

En "moderat høgeagtig" frem for en "maksimal høgeagtig" rentesænkning fra den amerikanske centralbank, betød at aktiemarkedet i USA accelererede fra et nærmest uændret niveau til en solid fremgang og en ny rekord onsdag.

Federal Reserve sænkede helt som ventet sin rente med 0,25 pct.point til 3,50-3,75 pct., mens den signalerede endnu en nedsættelse i 2026.

Bankens formand, Jerome Powell, betonede på sin efterfølgende pressekonference imidlertid en "betydelig" nedadgående risiko for arbejdsmarkedet, og at ingen har en renteforhøjelse i sit basisscenario, og det blev tolket som mindre en retorisk opblødning.

Det brede S&P 500-indeks vandt derfor frem med 0,7 pct. og lukkede omkring 0,1 pct. fra sin seneste rekord. Dow Jones også steg 1,1 pct., og Nasdaq gik 0,3 pct. frem.

- Samlet set en moderat høgeagtig nedsættelse, ikke en maksimal høgeagtig nedsættelse, konkluderer Krishna Guha, chefstrateg hos Evercore ISI, over for Bloomberg News.

SNART NY FORMAND

Jerome Powell fremhævede igen onsdag, at inflationen i USA er forhøjet, og at det er et problem for centralbanken, at begge dens hovedmål, prisstabilitet og maksimal beskæftigelse, er udfordret, fordi banken kun har "et værktøj" og ikke kan gøre "to ting på samme tid".

Jerome Powell har dog også kun fem måneder tilbage som formand, og præsident Trump ventes at udpege en afløser, der vil være meget mere tilbøjelig til at sænke renten.

- Federal Reserves prognose for en rentenedsættelse er fortsat i strid med futuremarkedets prissætning før mødet på to rentenedsættelser i 2026, kommenterer Jeff Schulze, cheføkonom hos Clearbridge Invetsments også til Bloomberg News.

- Selv om vi er enige med Federal Reserve i, at behovet for yderligere monetær støtte er begrænset, advarer vi investorer om at tillægge prikkerne mindre vægt end normalt, da en ny formand vil stå i spidsen fra maj.

Med "prikkerne" henviser han til det såkaldte dotplot-diagram med chefgruppens 19 medlemmers individuelle renteforventninger for de kommende år.

FALDT IGEN

I S&P 500 klarede de cykliske sektorer sig bedst med en stigning til industri på 1,8 pct., mens råvarer og materialer også vandt 1,8 pct.

Cyklisk forbug gik desuden op med 1,5 pct., og finans steg 1,1 pct.

Der var derimod mere ro over feltet i kommunikationsservice og it, der begge nøjedes med plusser på 0,1 pct.

Her, inden for it, var det Nvidia og Microsoft, som især holdt entusiasmen i skak med kursfald på 0,6 og 2,7 pct., hvilket også var billedet tirsdag.

For Nvidias vedkommende er en positiv udvikling udeblevet efter præsident Trumps godkendelse mandag aften af, at chipkæmpen må sælge mere avancerede chips til kunder i Kina.

Financial Times har dog fra regeringskilder i Beijing også erfaret, at man ønsker at begrænse importen fra Nvidia.

Onsdag kom det så frem i The Information, at det kinesiske AI-selskab Deepseek ulovligt har anskaffet sig Nvidia-chips til sin kommende sprogmodel.

For Microsofts vedkommende gjaldt det, at aktien var ramt af den vedvarende skepsis omkring de store AI-investeringer og deres mulige afkast eller mangel på samme i kølvandet af tirsdagens beslutning om at investere næsten 18 mia. dollar i Indien.

LÆNGSTE TABSRÆKKE SIDEN 2022

Inden for it steg chipproducenten Broadcom derimod 1,6 pct. til rekord i 412,97 dollar, ligesom Oracle vandt 0,8 pct. inden sine regnskabstal efter lukketid onsdag. Apple tikkede desuden op med 0,6 pct.

I cyklisk forbrug vandt Amazon samtidig 1,7 pct., mens Tesla steg 1,4 pct., og i kommunikationsservice var der et plus til Alphabet på 1,0 pct. Meta Platforms satte sig dog her 1,0 pct.

Inden for finans var der comeback til USA's største bank, JPMorgan Chase, som steg 3,2 pct. Tirsdag smed aktien ellers 4,7 pct., da det kom frem, at den venter en stigning i omkostningerne i 2026 på 10 pct. til 105 mia. dollar, mens markedet alene regner med 101 mia. dollar.

Eli Lilly registrerede også endelig lidt fremgang. For omtrent to uger siden satte aktien rekord i 1109,94 dollar. Sidenhen tog den imidlertid sit længste fald siden 2022 med ni minusdage i træk, mens den tabte 11,5 pct.

Onsdag vandt Novo-konkurrenten dog 1,2 pct. tilbage, efter en nyhed om en investering på 6 mia. dollar i en ny fabrik i USA, hvor der blandt andet skal være produktion af en mulig kommende vægttabspille.

En anden aktie med forbindelse til Danmark er GE Vernova, der toppede S&P 500 og især trak op i industrisektoren med et plus på 15,6 pct.

Selskabet, hvis i øvrigt haltende vindforretning konkurrerer med Vestas, oppræciserede tirsdag aften sine forventninger til 2025 og løftede sine finansielle mål for både omsætning, pengestrøm og overskudsgrad i 2028.

Samtidig lagde GE Vernova 4 mia. dollar oveni tilbagekøbene og fordoblede sit kvartalsudbytte.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 48 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig