Efter en periode med tvivl og skepsis fandt investorerne onsdag igen tilbage til det klassiske tema om udbredelsen af kunstig intelligens.
Torsdag morgen er tvivlen dog igen nagende, og investorerne tripper på stedet. Futures indikerer små udsving på under 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Onsdag handledes sværvægtere som Amazon og chipproducenten Nvidia i vejret, og Western Digital og Seagate Technology steg samtidig med 4 og 2 pct. oven i pæne plusser de seneste måneder, hvor AI-relateret efterspørgsel efter deres hukommelsesprodukter, heriblandt selskabernes harddiske, har fået investorerne til at gå på rov.
Det brede S&P 500 steg 0,6 pct., mens Dow Jones blev løftet med 0,3 pct. Bedst gik det for teknologitunge Nasdaq, der gik frem med 0,8 pct.
Tidligere denne måned har der ellers været sat store udsalgsskilte på teknologisektoren drevet af bekymringer over udsigterne for kunstig intelligens, AI, men allerede nu spejder markedet tilsyneladende efter tegn på, om bunden i sektoren er nået.
- På et bestemt tidspunkt er det uundgåeligt, at svagheden inden for teknologi ville tiltrække købere. Det er stadig virksomheder med høj vækst. De var dyre, og nu er de blevet billigere, siger Ross Mayfield, analytiker hos Baird til Reuters.
Han peger på, at der stadig er mange investorer, der har behov for at blive eksponeret mod sektoren.
Til gengæld kan udbredelsen af kunstig intelligens koste for andre. Den seneste tid har frygten for, om kunstig intelligens kommer til at overtage opgaver fra blandt andet softwareselskaber tynget, mens også forsikringsbranchen og logistiksektoren herhjemme har været ramt af bekymringerne.
MAGNIFICENT SEVEN I PLUS
Onsdag var de førende teknologiaktier i "magnificent seven" imidlertid igen trækheste for markedet. Nvidia steg 1,6 pct., Amazon gik frem med 1,8 pct., Alphabet øgede 0,4 pct., og Tesla steg 0,1 pct.
Meta, der var aktuel med nyheden om, at selskabet vil implementere "millioner" af Nvidia-processorer i løbet af de næste par år, gik frem med 0,6 pct. Endelig øgede Apple 0,2 pct.
Amerikanske Palo Alto Networks, der har specialiseret sig i cybersikkerhed, fik modsat en kæberasler i det amerikanske marked, efter at selskabet havde skuffet med sin prognose for det forskudte tredje kvartal.
Palo Alto ser en justeret indtjening per aktie på 78-80 cent mod ventet 92 cent af analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News. Og for hele året lyder prognosen på 3,65-3,70 dollar mod ventet 3,87 dollar. Aktien faldt 6,8 pct.
NYSLÅET CARLSBERG-PARTNER GIK HØJERE
Den nyslåede Carlsberg-partner, Tilray Brands, annoncerede en aftale med det danske bryggeri om produktion og distribution af Carlsberg-mærker i USA fra 1. januar 2027, og det kunne fejres med en kursstigning på 0,9 pct.
Selskabet er blandt andet kendt for at udbyde en række produkter inden for medicinsk cannabis og cannabis til voksne, specialøl, spiritus, drikkevarer og fødevarer med hamp.
Aftalen har til hensigt at øge Carlsbergs markedsandel på det amerikanske marked, der er verdens næststørste ølmarked.
I medicinalsektoren steg vaccineproducenten Moderna med 6,1 pct., efter at den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) foretog en gigantisk kovending og meddelte, at det alligevel vil behandle en markedsføringsansøgning for selskabets influenzavaccine. Det er ellers ikke mere end en uge siden, at FDA afviste at behandle ansøgningen - en beslutning, der skabte stor undren og usikkerhed på Wall Street.
.\\˙ MarketWire