20. apr. 2026 kl. 04:32
51 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Tredje rekord i træk efter oliedyk - udsigt til fald mandag - NY

USA/lukning: Tredje rekord i træk efter oliedyk - udsigt til fald mandag - NY

De amerikanske aktier satte efter en hel uge med stigninger for tredje dag i træk rekord.

Det brede S&P 500-indekset gik på den baggrund op med 1,2 pct. til rekord i 7126,04 indekspoint.

Dow Jones vandt samtidig 1,8 pct., selv om olieselskaberne dykkede kraftigt, mens Nasdaq og Nasdaq 100 vandt henholdsvis 1,5 og 1,3 pct. Begge Nasdaq-indeks endte også i ny lukketop, og det smallere Nasdaq 100 kronede værket med den 13. plusdag i træk med en samlet gevinst på mere end 16 pct. i den periode.

Mandag er der til gengæld udsigt til kursfald efter fornyede spændinger i Den Persiske Golf. USA har søndag beskudt og kapret et iransk skib, efter at Iran angreb flere fartøjer lørdag.

Det iranske militær kalder aktionen for pirateri og varsler, at de vil gengælde angrebet.

De amerikanske futures indikerer kursfald på 0,5-0,8 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Fredag kom der ellers meldinger fra Iran melding om, at landet efter våbenhvilen mellem Israel og Libanon havde åbnet for al kommerciel trafik gennem Hormuzstrædet. Det sendte olieprisen ud i et styrtdyk på 10-11 pct., som løftede aktiestemningen.

Samtidig udtalte den amerikanske præsident, Donald Trump, at Iran har accepteret en tidsubegrænset suspendering af sit atomprogram, og at USA over tid vil hente landets lager af beriget uran.

Det skabte optimisme hos investorerne, mens olieprisens fald dæmpede frygten for inflationspres. Det øgede samtidig håbet om en rentesænkning i år til en sandsynlighed på 65 pct. mod 35 pct. torsdag, og derfor faldt markedsrenterne også en del tilbage.

Energiaktierne dykkede i sagens natur på olieprisens udvikling, mens der omvendt var fremgang til næsten alle andre af de helt store selskaber, herunder "Magnificent Seven".

- Nu hvor støvet ser ud til at lægge sig efter begivenhederne i Mellemøsten, vil markedets opmærksomhed igen rette sig mod de fundamentale forhold, særligt indtjening, da regnskabssæsonen netop er begyndt, siger Daniel Murray, viceinvesteringsdirektør hos EFG Asset Management, til Bloomberg News.

- Indtjeningsforventningerne er høje i tråd med solide underliggende makrotrends.

Der er dog også en del opfordringer til forsigtighed. Indtil videre er der nemlig kun tale om en våbenhvile mellem USA og Iran, der reelt udløber tirsdag i næste uge, mens det dog ventes, at de to lande vil forhandle videre i weekenden. Aftalen mellem Libanon og Israel gælder sideløbende kun ti dage.

APPLE TRAK FOR

I S&P 500 toppede cyklisk forbrug med en stigning på 2,0 pct., mens industri også vandt 1,8 pct. It-aktierne gik ligeledes frem med 1,6 pct., og sundhed blev løftet 1,5 pct.

I den negative ende var der stor nedtur til energiaktierne, som mistede 2,9 pct., da navne som Exxon Mobil og Chevron tabte 3,7 og 2,2 pct.

Fredag var det særligt Apple, der løftede blandt de store it-navne med et plus på 2,6 pct., men Microsoft fortsatte også softwarerallyet med en fremgang på 0,6 pct. Det blev til fem plusser på stribe for softwarekæmpen med en samlet stigning på 14 pct.

Nvidia gik samtidig 1,7 pct. frem, mens der i chipsegmentet også var løft til Broadcom på 2,0 pct.

I cyklisk forbrug steg Amazon mere beskedne 0,3 pct., mens Tesla gik op med 3,0 pct., og i kommunikationsservice var der fremgang til Alphabet og Meta Platforms på 1,7 pct. hver især.

NEDTUR FOR NETFLIX

Det var dog i kommunikationsservice, at en af fredagens negative teknologiundtagelser også skulle findes, da Netflix tabte hele 9,7 pct. Det skyldtes, at regnskabet for første kvartal skuffede med både en svag omsætnings- og en skuffende indtjeningsprognose.

Streamingkæmpens aktie var ellers steget med 27 pct. siden slutningen af februar, da ledelsen til investorernes glæde strakte våben og droppede ud af kampen om at købe Warner Bros. Discovery.

Fredag var der ellers også pæne stigninger i sundhed til Novo-konkurrenten Eli Lilly på 2,6 pct. efter fem handelsdage i træk med kursfald.

Faldet i olieprisen pegede i retning af lavere brændstofpriser, og det gav medvind til krydstogtaktierne Royal Caribbean, Carnival og Norwegian Cruise Lines med fremgang på 7,3 pct., 7,0 pct. og 4,8 pct., mens luftfartskæmperne Delta Air Lines, Southwest Airlines og United Airlines vandt 2,6-7,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 252 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig