Aktierne i USA steg fredag, efter at Højesteret i landet har underkendt præsident Donald Trumps toldsatser mod omverdenen.
Præsidenten tog ganske vist straks til genmæle og hævdede, at han fortsat har masser af redskaber til at indføre toldsatser, men det skræmte ikke investorerne væk.
S&P 500-indekset endte derfor med et plus på 0,7 pct., Nasdaq-indekset lagde 0,9 pct. til værdien, og Dow Jones-indekset steg med 0,5 pct.
- Det så ud til, at kun regeringen holdt fast i forventningen om, at IEEPA-tarifferne ville blive opretholdt, siger Brian Jacobsen, der er cheføkonomisk strateg hos Annex Wealth Management, til Bloomberg News.
- Det betyder blot, at Trump-regeringen vil skifte til landespecifikke og sektorspecifikke tariffer. Det tager længere tid at indføre dem, fortsætter han.
IEEPA står for International Emergency Economic Powers Act, som er den lovgivning Trump-administrationen hidtil har brugt som krog for indførsel af toldsatser over for en lang række handelspartnere. Men det er der ikke hjemmel for, har Højesteret afgjort.
Overdommer John Roberts henviser i en erklæring til, at den amerikanske forfatning placerer ansvaret for blandt andet told på Kongressen i USA - ikke præsidenten.
Dertil bemærker flere dommere, heriblandt overdommeren, at IEEPA aldrig før har været brugt som argument for at indføre nogen som helst form for told.
TRUMP SVARER IGEN
Donald Trump skjulte efter afgørelsen ikke sin skuffelse, men samtidig understregede han også, at han har flere andre værktøjer i kassen til at gennemtrumfe sin vilje.
Og det beviste præsidenten fredag ved at indføre en global told på 10 pct. i 150 dage under et andet regelsæt. Det sagde han på et pressemøde, skriver Bloomberg News.
Der vil samtidig også blive indført erstatninger for de toldsatser, der nu annulleres, på baggrund af alternative muligheder i lovgivningen.
- Højesteret har ikke ophævet toldsatserne, men blot ophævet en bestemt anvendelse af IEEPA-toldsatserne, sagde Trump ifølge Bloomberg News til journalister i Det Hvide Hus.
- Nu vil jeg gå i en anden retning, formentlig den retning, jeg burde have gået fra starten, fortsatte han.
WALMART FORTSATTE TABERSTIME EFTER NEDGRADERING
Blandt de helt store navne var e-handelskæmpen Amazon på vinderholdet efter afgørelsen med en stigning på 2,6 pct. til 210,11 dollar.
Til gengæld så det stadig sort ud for detailkæmpen Walmart, som faldt for fjerde handelsdag i træk. Torsdag endte en skuffende prognose for det nye regnskabsår med at sende aktien ned, selv om den blev nedtonet af flere analytikere, og fredag sænkede britiske HSBC sin anbefaling til "hold" fra "køb".
Aktien faldt med 1,5 pct. til 122,99 dollar. Torsdag tabte Walmart-aktien 1,4 pct.
Koncertarrangøren Live Nation steg omvendt med 3,4 pct. til 162,73 dollar oven på et pænt årsregnskab, der også bød på en ifølge flere analytikere positiv prognose for det nye regnskabsår, skriver Bloomberg News.
SVAGE NØGLETAL TIL FORRET
Det var kun takket være afgørelsen i Højesteret, at aktierne sikrede en positiv afslutning på ugen.
Fra handelsstart var der nemlig overvejende negativ stemning oven på en række svage nøgletal fra den amerikanske økonomi, der viste den for aktiemarkedet værst tænkelige kombination af højere end ventet inflation og en svagere økonomisk vækst.
Den amerikanske økonomi voksede ifølge første opgørelse af bruttonationalproduktet (BNP) med bare 1,4 pct. i fjerde kvartal af 2025 i forhold til tredje kvartal - men opgjort i annualiserede tal.
Vækstbilledet i USA er dermed langt svagere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var en vækstrate på det dobbelte - 2,8 pct.
Samtidig landede der også tal for kerneprisdeflatoren, som er den foretrukne inflationsmåling hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og den skuffede også med en højere end ventet kerneinflation.
Den blev opgjort til 3,0 pct. mod 2,8 pct. måneden før, mens der var ventet en mindre stigning til 2,9 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire