05. jan. 2026 kl. 05:32
41 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Vaklende marked sikrede let positiv start på 2026 - NY

USA/lukning: Vaklende marked sikrede let positiv start på 2026 - NY

Med noget vaklen undervejs og udsving i begge retninger blandt de helt store navne kom de amerikanske aktier fredag samlet set let positivt i gang med 2026.

Mandag morgen ved 6-tiden ligger futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks højere. Der er en stigning på 0,1 pct. til S&P500-futures og en stigning på 0,4 pct. til Nasdaq-futuren. Dow Jones-futures ligger med er marginalt plus.

Fald til Tesla, der har leveret skuffende salgstal for fjerde kvartal, og til e-handelskæmpen Amazon var med til at holde begejstringen tilbage, mens investorerne forsøgte at vurdere potentialet for markedet i 2026.

S&P 500-indekset endte fredag efter flere udsving frem og tilbage over udgangspunktet med en lille stigning på 0,2 pct., mens Nasdaq-indekset omvendt faldt med 0,03 pct. Dow Jones-indekset steg med 0,7 pct.

Et varmt emne i markedet er stadig udsigterne for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der igen i december sænkede sin ledende rente. Hvorvidt der er plads til flere lempelser på den korte bane, er der dog mere tvivl om.

- Mulighederne for yderligere stigninger, der udelukkende er drevet af vækst i værdiansættelsen i 2026, kan være begrænsede, vurderer Linh Tran, der er markedsanalytiker hos XS.com, til Bloomberg News.

- Chok i forbindelse med renter, regnskaber eller pengepolitik kan derfor udløse hurtigere og mere markante korrektioner end i tidligere faser af cyklussen, fortsætter hun.

Handelsdagen fredag blev indledt med fornyet optimisme omkring særligt teknologiafdelingen og aktier inden for kunstig intelligens, der var de helt store trækheste for fremgangen i markedet i løbet af 2025.

Det førte til relativt klare stigninger i den helt tidlige handel, inden markedet vendte til fald, inden det igen gik den anden vej sidst på handelsdagen.

TESLA TRYKKET AF SVAGE SALGSTAL

Elbilproducenten Tesla sluttede årets første handelsdag med et fald på 2,6 pct. til 438,13 dollar, efter at salgstal har vist tilbagegang for andet kvartal på stribe i sidste års fjerde kvartal.

Salget i perioden faldt således med 16 pct. til 418.227 biler, og dermed har Tesla relativt klart mistet tronen som verdens førende elbilproducent til kinesiske BYD, skriver Bloomberg News.

Salgstallene var samtidig også under konsensus blandt analytikerne, og kigger man over hele 2025, faldt Teslas salg med 8,6 pct.

Amazon faldt desuden med 1,9 pct. til 226,46 dollar fredag uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring, og fald var der også til både Microsoft og Meta Platforms, mens chipkæmpen Nvidia og Google-ejeren Alphabet omvendt steg.

UNDER ARMOUR LØFTET AF ANALYTIKERROSER

For tøjkæden Under Armour startede det nye handelsår positivt, efter at den schweiziske storbank UBS har ytret forventninger om et forbedret salg og en stigning i indtjeningen per aktie.

Under Armour er ifølge bankens analytikere en god turnaround-aktie, og der ses blandt andet gode muligheder for, at ny innovation og en god udnyttelse af brandet kan føre til bedre resultater.

Aktien endte på den baggrund med en stigning på 6,3 pct. til 5,29 dollar.

Kinesiske Baidus amerikanske notering var også i klar fremgang, efter at selskabet har indsendt ønske til børsmyndighederne i Asien om at børsnotere sin afdeling for mikrochips til brug i kunstig intelligens, Kunlunxin, selvstændigt.

ADR-noteringen hos Baidu blev fredag sendt op med 15,0 pct. til 150,30 dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 71 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig