Apple er trækhesten for endnu en positiv handelsdag blandt de amerikanske aktier fredag, hvor der dermed atter er bud efter rekord og den femte uge på stribe med fremgang.
Fra Mellemøsten er der fredag intet afgørende nyt, der peger i retning af, at der skulle være en fredsaftale mellem Iran og USA lige om hjørnet, men der er heller ingen eskalering og fortsat våbenhvile mellem parterne, og det lader aktuelt til at være nok for investorerne.
Iran har ganske vist afleveret et nyt forslag til en ramme for en fredsaftale, men endnu er der intet fremme om indholdet eller USA's position.
- Hvad angår forholdet mellem USA og Iran, vil enhver våbenhvileaftale kort sagt være positivt for markedet, mens en genoptagelse af angrebene vil være særdeles negativt, siger Tom Essaye, der er stifter af og direktør for børshuset The Sevens Report, til Bloomberg News.
Ud på handelsdagen fredag stiger S&P 500-indekset med 0,7 pct., Nasdaq-indekset går 1,2 pct. frem, og Dow Jones-indekset stiger med 0,1 pct.
APPLE LØFTES AF STÆRK PROGNOSE
Blandt enkeltaktierne er Apple det klare hovednavn fredag, efter at teknologikæmpen sent torsdag afleverede regnskab for sit andet kvartal 2025/26, der modsvarer kalenderårets første kvartal.
Selve regnskabet var ganske pænt, men det var først, da prognosen for tredje kvartal blev præsenteret omtrent en time efter regnskabet, at aktien for alvor fik vinger.
Apple sigter efter en omsætningsvækst på 14-17 pct. i kvartalet, og det er langt bedre end forudset af analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 9,1 pct.
Prognosen modvirker dermed også en kommentar fra teknologiselskabets topchef, Tim Cook, der peger på, at man kan forvente en betydelig stigning i priserne på hukommelseschips i tredje kvartal.
Andet kvartal 2025/26 var også en succes for Apple, der omsatte for 111,2 mia. dollar mod konsensus om 109,7 mia. dollar blandt analytikerne.
Kvartalet bød også på det højeste salgsniveau for flagskibsproduktet iPhone nogensinde i de første tre måneder af et år.
Fredag belønnes Apple-aktien med en stigning på 5,1 pct. til 285,12 dollar.
COLGATE-PALMOLIVE SMØRER TYKT PÅ
I den negative kolonne er blandt andet Clorox, der laver rengøringsprodukter. Selskabet kunne nemlig ikke følge med forventningerne i markedet til toplinjen i sit tredje kvartal, og samtidig blev prognosen for hele regnskabsåret sænket.
Aktien falder med 8,7 pct. til 88,11 dollar.
På regnskabsscenen har også Colgate-Palmolive været, og det var med en positiv overraskelse til investorerne.
Den justerede indtjening per aktie var således bedre end ventet i første kvartal, hvor den endte på 0,97 dollar mod konsensus om 0,91 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Aktien stiger med 3,4 pct. til 88,30 dollar.
.\\˙ MarketWire