18. feb. 2026 kl. 17:02
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Bekymringer om AI træder i baggrunden i grønt pust

USA/middag: Bekymringer om AI træder i baggrunden i grønt pust

Flere dage med AI-uro er gået lidt i sig selv, og onsdag middag ligger Wall Street med solide plusser.

Det brede S&P 500 stiger med 0,8 pct., mens Dow Jones løftes med 0,6 pct. Bedst går det for teknologitunge Nasdaq, der går frem med hele 1,2 pct.

De seneste dage har der ellers været sat store udsalgsskilte på teknologisektoren drevet af bekymringer over udsigterne for kunstig intelligens, AI, og nu spejder markedet efter tegn på, om bundet i sektoren er nået. Oveni grovsorteres der i selskaberne:

- At finde ud af, hvem der vinder og taber inden for AI, vil sandsynligvis være et centralt tema i 2026. Selvom AI er meget lovende, bør investorer ikke antage, at alle virksomheder vil vinde på AI-fronten, siger Paul Stanley, investeringsdirektør hos Granite Bay Wealth Management, til Bloomberg News.

Den seneste tid har frygten for om kunstig intelligens kommer til at overtage opgaver fra blandt andet softwareselskaber tynget, mens også forsikringsbranchen og logistiksektoren herhjemme har været ramt af bekymringerne.

MAG 7 I PLUS

Men onsdag er der i middagshandlen højt humør, og selv de fleste af de førende teknologiaktier i "magnificent seven" stiger. Nvidia stiger 01 pct., Amazon går 2,8 pct. frem, Alphabet øger 0,8 pct., og Tesla stiger 1,1 pct.

Meta er desuden aktuel med nyheden om at selskabet vil implementere "millioner" af Nvidia-processorer i løbet af de næste par år, hvilket vil styrke det allerede tætte samarbejde med chipproducenten.

Meta går 0,1 pct. frem, mens Apple øger 1,1 pct.

Amerikanske Palo Alto Networks, der har specialiseret sig i cybersikkerhed, får desuden en kæberasler i det amerikanske marked, efter at selskabet er kommet med svagere forventninger for det skæve tredje kvartal end ventet.

Palo Alto ser en justeret indtjening per aktie på 78-80 cent mod ventet 92 cent af analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News. Og for hele året lyder prognosen på 3,65-3,70 dollar mod ventet 3,87 dollar.

JPMorgan kalder prognosen for konservativ, og RBC Capital Markets kalder resultaterne for andet kvartal for solide.

Aktien dykker med hele 6,2 pct. på Wall Street.

Carlsberg har desuden indgået en aftale med Tilray Brands, som fra 1. januar 2027 får ret til at producere og distribuere Carlsbergs mærker i USA.

Selskabet er blandt andet kendt for at udbyde en række produkter inden for medicinsk cannabis og cannabis til voksne, specialøl, spiritus, drikkevarer og fødevare med hamp.

Aftalen har til hensigt at øge Carlsbergs markedsandel på det amerikanske marked, der er verdens næststørste ølmarked.

Tilray går 4,1 pct. frem i middagshandlen.

Vaccineproducenten Moderna stiger 5,5 pct. på nyt om, at den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) vil revurdere sin vurdering af selskabets influenzavaccine.

Desuden afventer handlerne referat fra den amerikanske centralbanks Federal Reserves seneste rentemøde, som bliver offentliggjort onsdag aften dansk tid.

Det er generelt ifølge Bloomberg News en forventning blandt handlerne om, at referatet viser bred opbakning blandt Fed-medlemmerne til at holde renteniveauet i ro.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 156 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig