De amerikanske aktier stiger igen tirsdag i moderat omfang. Markedet i USA er dermed også på vej mod den femte handelsdag i træk i grønt og et samlet plus i den periode på 2,7 pct.
Tirsdag er det igen de teknologitunge sektorer, der trækker aktierne fremad, inden de senere på ugen melder sig på banen med de første store regnskaber fra Microsoft, Meta Platforms og Apple.
Mere traditionelle brancher som finans og sundhed har det noget sværere. Her spiller det ind, at særligt de store amerikanske sygekasser tynger i markedet efter en nyhed om, at de i 2026 stort set ikke kan vente en højere afregning fra den føderale regering.
På rentefronten er tirsdag indtil videre en stille dag; dog med et lille fald i den korte ende af rentekurven på grund af en faldende forbrugertillid i USA. Både guld og sølv fortsætter dog deres stigninger.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder på den baggrund kl. 12.15, lokal tid i New York, frem med 0,4 pct., ligesom Nasdaq trækker 0,9 pct. op, mens Dow Jones falder tilbage med 0,9 pct.
- Denne uge er afgørende for at sætte markedets kortsigtede tone, i takt med at 2026 skrider frem, kommenterer Chris Brigati, investeringschef hos SWBC, over for Bloomberg News.
- Historien viser, at en stærk januar ofte rammesætter fortællingen for resten af året, hvor investorpsykologi spiller en uforholdsmæssigt stor rolle.
Indtil nu i år er S&P 500 gået op med 1,9 pct.
HUG TIL UNITEDHEALTH
I S&P 500 er det it-aktierne, som tirsdag klarer sig bedst med et plus på 1,7 pct., mens der for de to andre vækstsektorer, cyklisk forbrug og kommunikationsservice, her henholdsvis en stigning på 0,4 pct. og et fald på 0,1 pct.
Ind i mellem klemmer forsyning og energi sig også med fremgang på 0,9 og 0,4 pct., mens der i den anden ende af skalaen er minusser til finans og sundhed på henholdsvis 1,0 og 1,2 pct.
Nedturen inden for sundhed skyldes to dårlige nyheder. For det første kom det mandag frem, at den føderale regering for 2027 kun forventer at øge betalingerne til de deltagende sygekasser i det offentlige sundhedsprogram Medicare Advantage med 0,09 pct. mod ventede 4-6 pct.
For det andet har den største sygekasse i USA, Unitedhealth, tirsdag lagt regnskab for fjerde kvartal frem og heri forudser koncernen for 2026 det første omsætningsfald mere end 30 år.
Unitedhealth dykker på den konto hele 19,8 pct., men konkurrenterne, Humana, Elevance Health, CVS Health og Centene, taber samtidig 11,0-20,4 pct.
BELØNNES FOR MILLIARDINVESTERING
Den udvikling forhindrer dog ikke et plus til det overordnede marked tirsdag, da der er rift om især de store it-navne. Her stiger Nvidia med 1,7 pct., mens Apple vinder 2,2 pct., og Microsoft løftes 1,8 pct.
Kigger man udover Nvidia på de andre chipnavne er der også fremgang til Broadcom på 2,6 pct., mens Advanced Micro Devices stiger 0,5 pct.
Micron belønnes desuden med 4,8 pct. efter nyheden om yderligere investeringer i produktionen i Singapore på 24 mia. dollar for at imødegå den store efterspørgsel på hukommelses til AI-udbygningen.
I cyklisk forbrug er der tirsdag også fremgang til Amazon på 1,5 pct., mens Tesla dog sætter sig små 0,2 pct., og i kommunikationsservice vinder Alphabet 0,6 pct., men Meta Platforms må omvendt se kursen falde 0,6 pct.
VINDER PÅ STOR AFTALE
I toppen af hovedindekset i USA ligger imidlertid Corning, som producerer kommunikationsudstyr, med et plus på 16,8 pct. efter en aftale med Meta Platforms, som vil købe for 6 mia. dollar til sine datacentre.
HCA Healthcare går omvendt mod strømmen i sundhed, da hospitalsgruppen stiger 9,3 pct. efter et solidt fjerde kvartal
General Motors belønnes desuden med 8,6 pct. oven i kursen efter offentliggørelsen af et program for tilbagekøb af egne aktier for 6 mia. dollar og en opmuntrende indtjeningsprognose for 2026.
UPS stiger også 3,2 pct. Pakkekæmpen har leveret en bedre salgsforventning for 2026 end konsensus på Wall Street og samtidig varslet besparelser, der vil koste 30.000 ansatte deres job.
.\\˙ MarketWire