Små fald fra børsåbningen i USA har ved middagstid i New York onsdag vokset sig større, efter at det amerikanske erhvervstillidstal, PMI, overraskede positivt og sendte renterne i vejret.
Ved 12.05-tiden i New York ligger det brede S&P 500-indeks 0,7 pct. lavere, Dow Jones-indekset falder 0,6 pct., mens Nasdaq-indekset dykker 1,0 pct. fra tirsdagens rekordhøje lukkeniveau.
- Markedet er i et limbo lige nu, fordi både renterne og olieprisen stiger, siger Sam Stovall, investeringsstrateg hos CFRA Research, til Reuters.
Den tiårige amerikanske rente stiger onsdag 12 basispoint til 5,08 pct., hvilket er det højeste niveau siden 2007.
HØJESTE ERHVERVSTILLID I FEM ÅR
En del af rentestigningen satte ind umiddelbart efter offentliggørelsen af en stigning i de amerikanske indkøbschefers indeks, PMI, til 58,4 i september fra 56,5 i august og ventet 55,3.
Det er i øvrigt det højeste niveau i fem år for PMI-indekset, som S&P Global står bag.
Desuden er oliepriserne begyndt at stige igen efter fem dage med fald. Prisen på en tønde Brent-olie er onsdag steget 3,5 pct. til 102,67 dollar.
- Aktier og obligationer - konkurrencen mellem de to - er langt mere interessant set ud fra et porteføljesammensætningsperspektiv. Man har nu mulighed for at opnå afkast, der er langt mere konkurrencedygtige i forhold til aktier, end vi har set i lang tid, sagde Stephen Parker, medleder af den globale investeringsstrategi hos JPMorgan Private Bank, i et interview med Bloomberg TV.
I S&P 500 er der fald i 9 af de 11 hovedundersektorer. Forsyning og cyklisk forbrug falder mest med henholdsvis 1,7 og 1,4 pct., mens energi klarer sig bedst med en stigning på 1,5 pct.
META CONNECT STARTER SENERE ONSDAG
Blandt aktierne i "Magnificent Seven" stiger Meta Platforms mest med 2,5 pct. før åbningen senere onsdag af Meta Connect, som er et to-dages livestream-arrangement, hvor det præsenterer sine seneste gennembrud inden for AI-teknologier, AI-briller og Virtual Reality.
I månedens løb er Meta-aktien steget 32 pct. blandt andet drevet af begejstring for virksomhedens Muse AI-agent.
Microsoft har fået positivt analytikernyt fra Stifel, der nu siger "køb" mod før "hold". Finanshuset mener, at softwaregiganten er "ved at komme tilbage på sporet".
Det betyder, at hele 68 finanshuse ifølge Bloomberg News nu har en købsanbefaling på aktien, mens tre anbefaler "hold" og ingen anbefaler at sælge.
Microsoft stiger beherskede 0,1 pct.
Alphabet falder mest af blandt de syv store med 2,8 pct., mens Nvidia og Amazon begge falder 1,8 pct.
RESTAURANTKÆDE I HOPLA
Restaurantkæden Cracker Barrel serverer store smil hos investorerne, efter selskabet er kommet med en indtjening per aktie på 99 cent mod ventede 16 cent i det skæve fjerde kvartal.
Aktien går 5 pct. frem.
Lidt i samme boldgade falder General Mills 0,9 pct. trods et bedre end ventet regnskab.
Fødevarekoncernen, der blandt andet producerer morgenmaden Cheerios, Bugles-chips og isen Häagen-Dazs, fastholder forventningerne til 2026/27 om at nå en organisk omsætningsvækst på minus 1,5 pct. til plus 0,5 pct.
Samtidig pointeres det dog, at væksten i kategorierne ventes at være på linje med de seneste tendenser og under den historiske langsigtede vækstrate, drevet af et fortsat udfordrende forbrugerklima.
.\\˙ MarketWire