09. sep. 2026 kl. 16:20
60 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Meta topper på sur aktiedag efter nyt hop i olieprisen

USA/middag: Meta topper på sur aktiedag efter nyt hop i olieprisen

For tredje handelsdag i træk falder de amerikanske aktier tilbage, og onsdag er det igen olieprisens stigninger, som får skylden.

Tirsdag aften angreb USA mål tæt på den iranske olieø Kharg såvel som flere iranske olietankere, og Iran har lovet gengældelse mod amerikanerne. Derfor stiger olieprisen for syvende handelsdag i træk og nærmer sig i USA 100 dollar per tønde, mens den i Europa allerede er gået over det niveau onsdag.

Det presser på grund af øget inflationsfrygt i sin tur renterne højere op, dog særligt i den lange ende efter et skuffende tilbagekøb fra USA's finansministeriums side, inden denne fredags vigtige forbrugerprisopgørelse, der anses som sidste stopklods inden en mulig renteforhøjelse fra Federal Reserves side næste onsdag.

For de store aktienavnes vedkommende er der en let stigning til Apple inden årets vigtigste produktlancering, den foldbare iPhone, som ventes præsenteret senere onsdag, og Meta Platforms belønnes efter tirsdag aftens lancering af den AI-drevne digitale assistent med navnet "Muse".

Investorerne spejder også mod regnskaber efter lukketid fra Adobe og Oracle. Særligt sidstnævntes tal vil blive gransket for indtægtsfremgang på grund af meget store investeringer i datacentre og deraf enorme gæld.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.15, amerikansk østkystid, med 0,6 pct., mens Dow Jones dykker 0,8 pct., og Nasdaq mister ligeledes 0,8 pct.

- Dagens store historie er oliepriserne, og de tager vinden ud af aktierne. Vi har set lommer af styrke på markederne, men stemningen varierer fra dag til dag, siger Peter Cardillo, cheføkonom hos Spartan Capital Securities, til Reuters.

Handelen med rentefutures peger onsdag på en sandsynlighed tæt på 65 pct. for et renteløft i USA i næste uge, og storbanken Wells Fargo skrev i en analyse tirsdag, at når sandsynligheden har været på 69 pct. eller mere, så har Federal Reserve historisk set rykket på det, og fredagens forbrugerpriser kunne ganske let skubbe sandsynligheden over det niveau, hvis de viser en større stigning end ventet.

OLIEN LØFTER

I S&P 500 er det kun energiaktierne, der går frem med et plus på 1,0 pct., da olieprisen stiger 3,6 pct. til 96,35 dollar per tønde. Det er Exxon Mobil og Chevron, som trækker for i sektoren med plusser på 1,9 og 1,5 pct. Olieprisen i USA er nu steget med samlet set 16 pct. på de seneste syv grønne handelsdage.

De teknologitunge vækstsektorer for kommunikationsservice og it registrerer omvendt kursfald på 0,4-0,5 pct., mens cyklisk forbrug længst ned i rækken mister 1,5 pct.

Inden for it falder Apple og Microsoft tilbage med 0,9 og 0,6 pct., mens Nvidia også mister 0,8 pct., ligesom Broadcom sætter sig 2,4 pct.

Der er ellers fremgang til mange andre chipnavne i hovedindekset med plusser til Qualcomm, efter tirsdagens store chipaftale med Amazon, AMD, Intel, Micron og Marvell på 0,9 til 5,4 pct.

Adobe sætter sig omvendt 0,7 pct. inden sit regnskab senere onsdag, ligesom Oracle også varmer op til sine tal med en tilbageholdende udvikling med en pil ned på 0,9 pct.

ROS TIL META PLATFORMS

I cyklisk forbrug sætter Amazon sig med 2,1 pct. Det er onsdag blevet bekræftet, at detailkæmpen vil rejse yderligere kapital via salg af virksomhedsobligationer for 4 mia. pund til finansieringen af udbygningen af AI og cloud. I samme sektor kravler Tesla derimod i plus med 0,5 pct.

Der er i kommunikationsservice et minus til Alphabet på 2,6 pct., men også en fremgang til Meta Platforms på 6,4 pct.

Facebook-ejeren topper dermed i hovedindekset onsdag efter lanceringen af den AI-drevne digitale assistent, som brugerne vil kunne tilgå via en dedikeret applikation eller via WhatsApp.

- Metas forbruger-AI-agent Muse markerer begyndelsen på en betydelig produktcyklus for Meta, som ikke er indregnet i aktien, kommenterer Mizuho Securities ifølge Bloomberg News.

Finanshuset fremhæver, at investorerne efterlyser afkast på de store AI-investeringer, og Muse er "et væsentligt skridt i den retning".

I sundhed var der tirsdag relativt rungende fald på grund af rotation og dårligt pipeline-nyt fra schweiziske Novartis, men onsdag er der omvendt lidt lettelse med et plus på 0,3 pct. til Novo-konkurrenten Eli Lilly og en fremgang på 0,2 pct. til AbbVie.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 608 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig