27. aug. 2026 kl. 16:04
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Nvidian fejer bekymringer til side og et lettelsens suk har bredt sig

USA/middag: Nvidian fejer bekymringer til side og et lettelsens suk har bredt sig

Manegen er endnu en gang fyldt med AI-selskaber i hopla, efter verdens mest værdifulde koncern, chipproducenten Nvidia, har smidt bekymringerne om en AI-boble ud med badevandet og leveret den regnskabsforløsning, der skulle til for at holde gang i AI-boomet.

Også softwarekoncernen Salesforce og cybersikkerhedskoncernen Crowdstrike baner vejen for fremgang efter opjusteringer.

Samlet agerer det teknologitunge Nasdaq-indeks da også grøn spydspids i middagshandlen på Wall Street med et plus på 1 pct. Det brede S&P 500 ligger 0,5pct. højere, mens det smalle Dow Jones har lidt vanskeligt ved at følge med og ligger i et plus på 0,3 pct.

Og selvom bekymringerne om bæredygtigheden af galoperende AI-udgifter måske fortsat vil give periodiske udsving på teknologimarkedet, har regnskabssæsonen for andet kvartal vist, at de underliggende forhold fortsat er solide, påpeger Mark Haefele fra UBS Global Wealth Management. overfor Bloomberg News

Ud over at analysere teknologiselskabernes regnskaber forbereder investorerne sig også på talen fredag fra Federal Reserve-formand Kevin Warshs ved det økonomiske symposium i Jackson Hole, Wyoming. Og om han kommer med klarere retningslinjer for, hvordan centralbanken muligvis vil reagere resten af året.

- Der vil sandsynligvis være få klare politiske signaler i betragtning af Warshs modvilje mod at give fremadrettede udsagn, siger Elias Haddad fra Brown Brothers Harriman & Co.

NVIDIA BESTOD

Nvidia kom på banen sent onsdag med sit regnskab for andet kvartal, hvor der var tale om mere end en fordobling af omsætningen til nord for 96 mia. dollar målt mod samme kvartal sidste år.

Og der er langt mere i vente, lød det fra selskabet, som venter at øge omsætningen med cirka 70 pct. i regnskabsåret 2027/28.

Det er også langt over Wall Streets ellers ret høje forventninger. Analytikerne regnede nemlig ifølge Bloomberg News med, at næste regnskabsår vil se en fremgang i indtægterne på 45 pct.

Dermed er det altså ikke efterspørgsel, som mangler i AI-sektoren, lyder det fra Amanda Lyons, researchchef hos Energy Group Capital, ifølge Bloomberg News. I stedet kan det blive de fysiske flaskehalse som hukommelse og strøm, der kan blive en kæp i hjulet på indtjeningen senere hen.

- Det skubber reelt det cykliske spørgsmål længere ud i fremtiden og giver - helt afgørende - investorerne lov til at forlænge horisonten for indtjeningsvækst, ikke bare for Nvidia, men på tværs af de aktier i andet og tredje led, som nyder godt af AI-udbygningen, siger Amanda Lyons.

Nvidia stiger 7,5 pct. til 225,10 dollar midt på handelsdagen.

CROWDSTRIKE OG SALESFORCE IMPONERER MED OPJUSTERINGER

Et stærkt regnskab fra softwarekoncernen Salesforce har torsdag sendt aktien ud på den største optur siden august 2020. Aktien suser op med 19 pct.

Også her er det regnskabsnyt, der løfter aktien - for ud over den finansielle opdatering havde Salesforce en opjustering samt et udvidet partnerskab med AI-selskabet Anthropic med til investorerne.

Også Crowdstrike har gjort en god figur med sit regnskab og en dertilhørende opjustering. Både omsætning og indtjening ses nu højere for hele året, og det giver fremgang til aktien på 16,8 pct.

BUILD-A-BEAR KLÆDT AF

Et helt andet sted på forbrugerhylderne falder Build-A-Bear Workshop med 27,3 pct., efter bamseproducenten har sænket forventningerne efter et andet kvartal, der skuffede på omsætningen

Lavpriskæden Dollar General vist stærk udvikling i årets første halvår, hvilket har udløst en opjustering af årets ventede salg, mens også indtjeningen nu ventes højere.

Det kvitterer investorerne for ved at sende aktien op med 7,1 pct.

Helt modsat går fastfoodkæden Wendy's, som dratter 12,6 pct. Kursdykket følger rygter om, at kapitalfonden Trian Fund Management ledet af Nelson Peltz for nuværende ikke vil byde på fastfoodkæden.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 562 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig