21. jan. 2026 kl. 17:24
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Stadig aktieplus - men gassen går af ballonen

USA/middag: Stadig aktieplus - men gassen går af ballonen

Der er lettelse på det amerikanske aktiemarked, efter at USA's præsident, Donald Trump, i en tale i Davos i Schweiz har udelukket muligheden for at anvende magt i forsøget på at overtage Grønland.

Og derfor stiger aktiekurserne efter et ellers bredt skred i værdien af de større aktivklasser, obligationer, dollaren, bitcoin og aktierne tirsdag, da det dominerende tema var "sælg Amerika!" i kølvandet af Donald Trumps trusler om told på Danmark og en række andre europæiske lande, indtil USA overtager ejerskabet med Grønland.

I onsdagens fremgang er det energiaktierne, der klarer sig bedst, efter flere dage med stigende oliepriser. Det er generelt også kursløft til de fleste andre sektorer.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.20, lokal tid i New York, med 0,3 pct. Indekset var dog i den tidligere handel oppe med hele 1,1 pct., mens alle tirsdagens shortpositioner blev klemt ud af markedet.

Dow Jones vinder desuden 0,4 pct., og Nasdaq løftes 0,1 pct.

Præsident Trumps tale indeholdt ikke nogen melding om at toldtruslerne også trækkes tilbage, men han skruede til gengæld heller ikke yderligere op for den knap.

- Han gentog ikke sin toldtrussel mod Europa. Han sagde ikke, at regeringen ville bruge magt for at få Grønland. Han sagde ikke, at han ville lægge et loft over kreditkortsatser, i stedet bad han Kongressen om at gøre det, siger Brian Jacobsen, cheføkonom hos Annex Wealth Management, til Bloomberg News.

Den amerikanske præsident har også truet med at sætte et loft på kreditkortselskabernes gebyrer og rentesatser.

- Det føltes som en nedtoning af substansen, selv om stilen stadig var ren Trump.

NVIDIA TRÆKKER OP

I S&P 500 vinder energiaktierne mest frem blandt sektorerne med et plus på 2,1 pct., mens råvarer og materialer følger efter med et løft på 1,0 pct.

Sundhed og industri vinder desuden 0,6-0,9 pct., mens de teknologitunge sektorer, cyklisk forbrug og kommunikationsservice, stiger 0,2 og 0,8 pct. It-aktierne falder derimod 0,2 pct.

Blandt de store aktienavne skiller Nvidia sig ud med et plus på 0,8 pct. i kølvandet af at topchef, Jensen Huang, har udtalt, at der fortsat ligger tusindvis af milliarder af dollar i investeringer i kunstig intelligens forude.

Den melding trækker branchekollegaer, inden for halvledersektoren, med et plus på 5,2 pct. til Micron, på 5,8 pct. til AMD og på 9,7 til Intel. Broadcom hænger dog stadig med et minus på 2,4 pct.

Bredere set inden for it-sektoren taber Microsoft 2,4 pct., og Oracle sætter sig 4,8 pct., mens Apple mister 0,4 pct.

I cyklisk forbrug taber Amazon 1,2 pct., mens Tesla går 0,8 pct. frem. I kommunikationsservice løftes Alphabet desuden 1,5 pct., ligesom Meta Platforms vinder 0,8 pct.

DYRT INDHOLD

Her er der også nyt fra Netflix, som kom med kvartalsregnskab tirsdag aften. Det takseres til et kursfald på 4,6 pct. Prognosen for salget var egentlig bedre end ventet, og tallene for fjerde kvartal var godkendte, men oplysningen om en vækst i investeringerne i indhold på 10 pct. modtages negativt. Netflix er jo også i færd med at købe Warner Bros. Discoverys streaming- og studioforretning.

På regnskabsfronten sætter Johnson & Johnson sig med 1,0 pct. efter sine tal, mens der i sundhedssektoren omvendt er et løft til Novo-konkurrenten Eli Lilly på 2,7 pct., efter en mulig kandidat til behandling af livmoderkræft har fået såkaldt "breakthrough"-status hos de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Der kom tirsdag aften også talnyt fra United Airlines, som vinder 2,5 pct. her hæfter investorernes sig særligt ved en bedre end ventet indtjening og en opmuntrende prognose for indtægterne i 2026.

I bunden af hovedindekset befinder Kraft Heinz sig med et kursfald på 5,9 pct., efter en nyhed om at Berkshire Hathaway, en af de to hovedarkitekter bag sammenlægningen af Kraft og Heinz, overvejer at sælge sin ejerandel. Fusionen af Kraft og Heinz blev aldrig den ventede succes, og selskabet overvejer nu en genopsplitning.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 97 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig