Aktierne i USA stiger fredag, efter at Højesteret i landet har underkendt præsident Donald Trumps toldsatser mod omverdenen.
Efter godt to en halv times handel fredag stiger S&P 500-indekset med 0,7 pct., Nasdaq-indekset lægger 1,1 pct. til værdien, og Dow Jones-indekset stiger med 0,3 pct.
- Det så ud til, at kun regeringen holdt fast i forventningen om, at IEEPA-tarifferne ville blive opretholdt, siger Brian Jacobsen, der er cheføkonomisk strateg hos Annex Wealth Management, til Bloomberg News.
- Det betyder blot, at Trump-regeringen vil skifte til landespecifikke og sektorspecifikke tariffer. Det tager længere tid at indføre dem, fortsætter han.
IEEPA står for International Emergency Economic Powers Act, som er den lovgivning Trump-administrationen hidtil har brugt som krog for indførsel af toldsatser over for en lang række handelspartnere. Men det er der ikke hjemmel for, har Højesteret afgjort.
Overdommer John Roberts henviser i en erklæring til, at den amerikanske forfatning placerer ansvaret for blandt andet told på Kongressen i USA - ikke præsidenten.
Dertil bemærker flere dommere, heriblandt overdommeren, at IEEPA aldrig før har været brugt som argument for at indføre nogen som helst form for told.
WALMART FORTSÆTTER TABERSTIME EFTER NEDGRADERING
Blandt de helt store navne er e-handelskæmpen på vinderholdet efter afgørelsen med en stigning på 2,3 pct. til 209,51 dollar.
Til gengæld ser det stadig sort ud for detailkæmpen Walmart, som falder for fjerde handelsdag i træk. Torsdag endte en skuffende prognose for det nye regnskabsår med at sende aktien ned, selv om den blev nedtonet af flere analytikere, og fredag har britiske HSBC sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb".
Aktien falder ud på fredagen med 2,1 pct. til 122,21 dollar. Torsdag tabte Walmart-aktien 1,4 pct.
Koncertarrangøren Live Nation stiger omvendt med 4,4 pct. til 164,44 dollar oven på et pænt årsregnskab, der også bød på en ifølge flere analytikere positiv prognose for det nye regnskabsår, skriver Bloomberg News.
I fjerde kvartal isoleret set omsatte Live Nation for 6,31 mia. dollar mod konsensus om 6,11 mia. dollar blandt analytikerne.
SVAGE NØGLETAL TIL FORRET
Det er dog også kun takket være afgørelsen i Højesteret, at aktierne styrer mod en positiv afslutning på ugen.
Inden da var der nemlig overvejende negativ stemning oven på en række svage nøgletal fra den amerikanske økonomi, der viste den for aktiemarkedet værst tænkelige kombination af højere end ventet inflation og en svagere økonomisk vækst.
Den amerikanske økonomi voksede ifølge første opgørelse af bruttonationalproduktet (BNP) med bare 1,4 pct. i fjerde kvartal af 2025 i forhold til tredje kvartal - men opgjort i annualiserede tal.
Vækstbilledet i USA er dermed langt svagere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var en vækstrate på det dobbelte - 2,8 pct.
Samtidig landede der også tal for kerneprisdeflatoren, som er den foretrukne inflationsmåling hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og den skuffede også med en højere end ventet kerneinflation.
Den blev opgjort til 3,0 pct. mod 2,8 pct. måneden før, mens der var ventet en mindre stigning til 2,9 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
De to tal var med til at sende aktierne ned fra starten på Wall Street, men siden blev billedet vendt på hovedet af afgørelsen vedrørende toldsatserne.
.\\˙ MarketWire