USA's energiminister, Chris Wright, afviser ifølge Reuters, at ordrer om arbejdsstop på flere havvindmølleparker i USA har forbindelse til præsident Donald Trumps ønske om at få Grønland.
Ordrerne om arbejdsstop på fem havvindmølleparker, hvor Ørsted står bag to af dem, landede kort før jul den 22. december.
Ørsted indgav den 1. januar en klage over arbejdsstoppet på Revolution Wind, som er et af de to ramte projekter. Projektet har tidligere været ramt af et arbejdsstop, som Ørsted fik ophævet efter at have klaget. Ugen efter har Ørsted indgivet endnu en klage.
Ørsted udfordrede Trump-administrationens suspendering af anlægsarbejdet på sin helejede havmøllepark Sunrise Wind og indgav samtidigt en klage til en distriktsdomstol i District of Columbia for at få løftet forbuddet.
Den amerikanske præsident suspenderede arbejdet på parkerne med henvisning til den nationale sikkerhed. Den danske energikoncern peger dog på, at den har modtaget alle nødvendige tilladelser til Sunrise Wind både lokalt, delstatsligt og på landsplan.
- Selv om Sunrise Wind fortsat søger at indgå i en konstruktiv dialog med den amerikanske administration og andre interessenter for at finde en hurtig og holdbar løsning, mener Sunrise Wind, at påbuddet om at suspendere anlægsarbejdet strider imod gældende lovgivning, skrev Ørsted i meddelelsen om klagen onsdag.
- Opretholdelsen af dette påbud har betydelige negative konsekvenser for projektet. Det har derfor været nødvendigt at tage retslige skridt for at beskytte projektets rettigheder.
.\\˙ MarketWire