"Sælg Amerika"-temaet betød ikke kun et udsalg i aktierne i USA, for investorerne valgte sideløbende at søge sikkerhed andre steder end i de amerikanske obligationer, der tirsdag også blev hældt ud af porteføljen.
Udviklingen kom i kølvandet af præsident Trumps trussel om at indføre told på en række europæiske lande, herunder Danmark, indtil USA har overtaget Grønland.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 7 basispoint til 4,29 pct., hvilket var et enkelt point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente tikke 1 basispunkt op til 3,60 pct.
- Rentestigninger tirsdag skyldes dels en sammenhæng globalt med renter, da der en vis samhørighed, og så temaet med at sælge amerikanske aktiver, konstaterer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
- I forvejen er der en oplevelse at, at renterne peger opad. Vi bruger flere penge. Har mere gæld. Og øger nyudstedelserne. Så der er et pres op i forvejen.
Danske Banks investeringsekspert peger på, at et japanske hop op i den lange ende af rentekurven i kølvandet af en melding fra landets fortsat relativt nye finansminister, Sanae Takaichi, om at sænke moms på fødevare, spillede ind globalt tirsdag. Tiltaget er nemlig ny stimuli, som man ikke havde regnet med, og det øger inflationsfrygten i landet.
Oveni det kom tirsdag spekulationer om, at Europa efter præsident Trumps udfald vil sælge ud af amerikanske statsobligationer, hvilket tog sit udgangspunkt i en rapport fra Deutsche Bank om, at det kunne være en mulighed.
- Vil jeg købe i dag, vil jeg have det hele billigere, konkluderer Lars Skovgaard Andersen.
Som et lille dansk kuriosum var den lange rente helt oppe i 4,31 pct. i kølvandet af en historie fra Bloomberg News om, at Akademikerpension nu sælger alle sine amerikanske statsobligationer, men da investorerne indså, at pensionsselskabet alene har 100 mio. dollar i amerikanske statslån satte renten sig igen.
.\\˙ MarketWire