05. jan. 2026 kl. 22:03
58 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Mindre rentefald satte ind - fokus er rettet mod fredagens jobtal

USA/T-bond: Mindre rentefald satte ind - fokus er rettet mod fredagens jobtal

De amerikanske statsrenter faldt mandag efter fremgang på 2026's første handelsdag.

Mandag gik den toneangivende tiårige T-bond 3 basispoint tilbage til 4,16 pct. efter en fremgang på 2 basispoint fredag.

Den toårige T-bond-rente endte mandag 2 basispoint lavere i 3,45 pct., efter et uændret niveau fredag.

Mandag fik handlerne nyt om de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM. Det faldt i december til 47,9 fra 48,2 i måneden før. Ifølge Bloomberg News var konsensus blandt økonomerne et indeks på 48,4.

Prisindekset blev fastholdt på 58,5 sammenlignet med konsensus på 58,7. Beskæftigelsesindekset steg samtidig til 44,9 fra 44,0 i november.

ISM Manufacturing offentliggøres af Institute for Supply Management og er blandt de vigtigste indikatorer for aktiviteten i amerikansk økonomi.

Fokus er dog fortsat på den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og hvorvidt bankens rentekomité kan nå til enighed om flere pengepolitiske lempelser i løbet af i år, efter at renten blev sænket med samlet 75 basispoint ad tre omgange i september, oktober og december sidste år.

Lige nu indregner markedet en rente, der ligger 60 basispoint lavere ved udgangen af 2026, viser data fra LSEG ifølge Reuters.

Mandag kom der nyt fra direktøren for centralbankens afdeling i Minneapolis, Neel Kashkari. Han mener, at efter tre rentenedsættelser på stribe er renten nu ved at nærme sig et neutralt niveau.

- Over de seneste par år er vi blevet ved med at tro, at økonomien vil bremse op, og økonomien har vist sig at være langt mere modstandsdygtig, end jeg havde ventet, siger Neel Kashkari i et interview med CNBC ifølge Bloomberg News.

- Det fortæller mig, at pengepolitikken ikke må lægge for meget nedadgående pres på økonomien. Mit bud er, at vi er ret tæt på neutral nu, fortsætter han.

Et af de fikspunkter, som er vigtige for Federal Reserve er det amerikanske arbejdsmarked. Og fredag lander den vigtige jobrapport for december.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 72 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig