Trods hån om et mulig ophør af fjendtlighederne mellem USA og Iran og en deraf faldende oliepris, så vekslede de amerikanske markedsrenter et mindre fald til en let stigning efter offentliggørelsen af bedre end ventede nøgletal fra den amerikanske økonomi.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg marginalt til 4,32 pct., hvilket var 2 point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede inden påskeferien.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente gå op med 1 basispunkt til 3,81 pct.
Håbet om en fredelig løsning på på krigen i Iran dominerede onsdag, ligesom tirsdag, finansmarkederne, hvorfor aktierne steg og olieprisen faldt tilbage.
Markedsrenterne fulgte indledningsvist med ned, men en række bedre end ventede nøgletal fra økonomien i USA pressede den anden vej, herunder den private jobrapport fra ADP, som viste større jobskabelse end ventet i marts, ligesom detailsalget steg mere end forudset, og ISM-indekset for fremstillingssektoren tikkede lidt op mod en ventet marginal tilbagegang.
Siden krigens start den 28. februar er både den korte og den lange rente i USA gået op med 0,40 pct.point. Den har dog været højere, men er faldet tilbage de foregående to handelsdage på grund af frygt for væksten, og fordi olieprisen har sat sig noget.
I samme periode er markedet også gået fra før kigen at forvente to-tre rentesænkninger i 2026 til at indregne 60 pct. sandsynlighed for en forhøjelse, på grund af olieprisens stigning på 55 pct. i perioden, og til nu igen at sætte 25 pct. sandsynlighed på en sænkning inden nytår.
Konsensus blandt eksperterne synes dog at samle sig om, at centralbanken i USA vil udskyde lempelserne snarere end at annullere dem.
- På kort eller mellemlangt sigt vil Federal Reserve mere end sandsynligt holde renten i ro og forsøge at vurdere enhver form for afledt effekt fra krigen, fra inflationen og fra økonomien, siger Kevin Flanagan, chef for obligationsstrategi hos Wisdomtree, til Reuters.
- Markedet føler, at vi er tættere på krigens afslutning. Hvis det er tilfældet, kan det være, at vi har set toppen i energipriserne, og det vil fjerne noget af den overdimensionerede inflationsfrygt, som markedet har taget til sig for nylig.
I denne uge har en række storbanker, herunder Goldman Sachs, Bank of America, Natixis og UBS, alle som en gentaget deres respektive forventninger om to rentesænkninger i 2026 til 3,125 pct., om end de alle nu ser dem falde senere end tidligere.
Ledelsen i Federal Reserve pegede i marts i forbindelse med sit seneste rentemøde på, at renten i år vil blive sænket en enkelt gang til 3,375 pct. Handelen med rentefutures peger på en slutrente i år i 3,58 pct.
.\\˙ MarketWire