Tegn på kraftigere fald i inflationen i USA end ventet blandt økonomerne fik fredag statsrenterne i landet til at slå bak, idet det nok en gang fik investorerne til at øge håbet om pengepolitiske lempelser.
Renten på den toneangivende tiårige T-bond faldt med 5 basispoint til 4,05 pct., og den toårige rente faldt i samme takt til 3,41 pct. Set over hele ugen faldt den tiårige rente dermed med 16 basispoint, mens den toårige rente nøjedes med et fald på 9 basispoint.
Bevægelsen mod rentefald fredag satte ind straks efter de officielle inflationsdata for januar fra USA midt på eftermiddagen dansk tid.
- Der er stadig nogle urolige områder, men generelt er inflationen faldende, og selv om Federal Reserve holder pause foreløbig, forventer vi noget lavere renter, efterhånden som vi bevæger os fremad i 2026, siger Steve Wyett, der er chefstrateg hos BOK Financial, til Bloomberg News.
I januar steg forbrugerpriserne i USA med 2,4 pct. sammenlignet med samme måned året før, viste fredagens nøgletal.
Dermed er inflationen aftaget fra 2,7 pct. i december, og økonomrene havde ventet et fald til 2,5 pct. ifølge estimater fra Bloomberg News.
Og netop aftagende inflation er præcis, hvad markedet har brug for, når arbejdsmarkedet samtidig fortsat viser styrke, som tilfældet var det i onsdagens officielle arbejdsmarkedsrapport for januar.
- Den fortsatte styrke på arbejdsmarkedet giver beslutningstagerne mulighed for at holde fast i deres politik, mens yderligere disinflation i anden halvdel af året bør åbne døren for lempelser igen, siger Seema Shah, der er chefstrateg hos Principal Asset Management, til Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire