Statsrenterne i USA faldt fredag, hvor torsdagens øgede håb om flere pengepolitiske lempelser til næste år atter blev dæmpet.
Det gjorde det i særdeleshed af kommentarer fra John C. Williams, der er vicedirektør for USA's centralbank, Federal Reserve, og også chef for bankens lokale afdeling i New York.
Renten på den toneangivende tiårige T-bond i USA steg fredag med 3 basispoint til 4,15 pct. og viskede dermed hele torsdagens fald ud.
Den toårige rente steg samtidig med 2 basispoint til 3,48 pct., og dermed blev torsdagens fald i den korte ende også atter udvisket.
Det var netop John Williams, der satte gang i klart løftede forhåbninger om en rentenedsættelse mere i december med kommentarer i den retning tilbage i november, og sådan endte det som bekendt også, da Federal Reserves rentekomité i sidste uge nåede til enighed om at sænke renten med yderligere 25 basispoint.
Men fredag pegede John Williams så på, at de seneste data for inflationen og arbejdsmarkedet ikke har ændret stort på hans syn på pengepolitikken.
Det er, at Federal Reserve ikke har travlt med at justere politikken yderligere, og det tog investorerne som et tegn på, at man måske alligevel ikke skal lægge for meget i torsdagens overraskende lave inflationstal.
- Personligt føler jeg ikke, at der er nogen hastende grund til at træffe yderligere pengepolitiske foranstaltninger på nuværende tidspunkt, da jeg mener, at de nedsættelser, vi har gennemført, har placeret os i en rigtig god position, sagde John C. Williams fredag til CNBC.
.\\˙ MarketWire