Relativt klare rentestigninger blev udfaldet på det amerikanske obligationsmarked fredag, hvor oliepriserne igen steg, ligesom de tre medlemmer af Federal Reserves rentekomité, som stemte for en stramning ved onsdagens rentemøde, var ude med en advarsel.
For den toneangivende tiårige T-bond endte handelsdagen med en rentestigning på 6 basispoint til 4,73 pct. Den toårige rente steg samtidig med 4 basispoint til 4,29 pct.
- Investorerne vurderer, at inflationen har været høj i et stykke tid, og de kræver en højere præmie i den lange ende, siger Monty Gandhi, der er rentestrateg hos SMBC Group, til Bloomberg News.
- Olie udgør også en risiko i den henseende, og økonomien er ret stærk. Usikkerheden afholder investorer med reelle midler fra at købe obligationer med lang løbetid, da de ville tabe penge, hvis inflationen skulle blive højere, fortsætter han.
Med til at påvirke renterne var det formentlig også, at de tre medlemmer af rentekomitéen Federal Open Market Committee (FOMC) hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der stemte mod en fastholdelse af renten ved onsdagens rentemøde, var ude at advare mod at sidde på hænderne for længe.
- Jo længere den høje inflation varer ved, desto sværere og dyrere kan det blive at få den ned igen, siger Beth Hammack, der er chef for Federal Reserves lokale afdeling i Cleveland, i en udtalelse fra fredag, skriver Bloomberg News.
Og i Minneapolis siger den lokale centralbankchef, Neel Kashkari, at han ville foretrække at stramme pengepolitikken gradvist for at imødegå risikoen for, at den for tiden høje inflation bider sig fast.
Chefen for Federal Reserves afdeling i Dallas, Lorie Logan, som var den sidste, der stemte mod fastholdelsen af renten, peger i en udtalelse på, at beskedne indgreb på den korte bane vil dæmpe sandsynligheden for, at skarpere tiltag senere vil blive nødvendige.
.\\˙ MarketWire