De amerikanske statsrenter trak en smule i vejret fredag oven på Højesteret i USA's afgørelse i mod lovligheden af en række toldsatser indført af præsident Donald Trump og hans administration.
For den toneangivende tiårige T-bond endte handelsdagen med et renteplus på et enkelt basispoint til 4,08 pct. Den toårige rente steg samtidig med 2 basispoint til 3,48 pct.
Det er toldsatser indført med krog i lovgivningen International Emergency Economic Powers Act (IEEPA), som Højesteret fredag har underkendt.
Overdommer John Roberts henviser i en erklæring til, at den amerikanske forfatning placerer ansvaret for blandt andet told på Kongressen i USA - ikke præsidenten.
Dertil bemærker flere dommere, heriblandt overdommeren, at IEEPA aldrig før har været brugt som argument for at indføre nogen som helst form for told.
Donald Trump var ikke sen til at svare igen med skarp kritik af sit eget lands højeste retsinstans og samtidig indførslen af en ny global toldsats på 10 pct. for at opveje for de satser, der nu må sløjfes.
Men den sats er der en naturlig bagkant på. Og derfor vil den effektive toldsats ende med at blive en del lavere, end inden retten fredag satte en stopper for flere af Trumps toldudfald, vurderer Sampensions aktiechef, Philip Jagd.
- Som ventet går Trump til modangreb med ny told på 10 pct. Men den har en naturlig udløbsdato om 150 dage. Derefter vil den effektive toldsats være en del lavere end før Højesterets dom. Det skyldes, at muligheden for at pålægge specifik told på alle lande uden om kongressen er begrænset, og at kongressen næppe vil tillade høj told, da få vælgere er tilhængere af det, og da der er midtvejsvalg lige om hjørnet, siger han om udviklingen.
SVAGE NØGLETAL
Fredagen bød også på en række svage nøgletal fra den amerikanske økonomi, der viste den nok værst tænkelige kombination af højere end ventet inflation og en klart svagere end ventet økonomisk vækst.
Den amerikanske økonomi voksede ifølge første opgørelse af bruttonationalproduktet (BNP) med bare 1,4 pct. i fjerde kvartal af 2025 i forhold til tredje kvartal - men opgjort i annualiserede tal.
Vækstbilledet i USA er dermed langt svagere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var en vækstrate på det dobbelte - 2,8 pct.
Samtidig landede der også tal for kerneprisdeflatoren, som er den foretrukne inflationsmåling hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og den skuffede også med en højere end ventet kerneinflation.
Den blev opgjort til 3,0 pct. mod 2,8 pct. måneden før, mens der var ventet en mindre stigning til 2,9 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Endelig var også de foreløbige PMI-tal for februar dårligere end ventet af økonomerne.
.\\˙ MarketWire