28. aug. 2026 kl. 21:02
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Warsh tog kampen op mod inflationen og sendte især de korte renter op

USA/T-bond: Warsh tog kampen op mod inflationen og sendte især de korte renter op

De amerikanske renter blev fredag sendt kraftigt i vejret, efter at centralbankformand Kevin Warsh meldte sig ind i kampen mod inflationen.

Særligt de korte renter blev sendt op på udsigten til et løft af renten fra Federal Reserve i den nærmeste fremtid, men også den 30-årige rente endte højere efter et indledende dyk.

- Her er min standard: Vi må være sikre på, at den underliggende inflation bevæger sig mod vores mål - tydeligt og i det fornødne tempo. Ellers har vi mere arbejde foran os. Det er vores job, lød det fra Jackson Hole.

Det sendte først renten på det 30-årige toneangivende statspapir ned, inden det hen ad aftenen gik i sig selv i niveauet 5,21 pct.

Langt kraftigere var bevægelsen i den toårige rente, da markedet nu i større omfang venter en snarlig renteforhøjelse. Ved markedslukning var renten steget 11 basispoint til 4,34 pct.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation lukkede 5 basispoint højere i 4,72 pct.

Markedet indregner nu mindst ét renteløft på 25 basispoint inden årets udgang, mens omtrent halvdelen tror på endnu et renteløft af samme størrelse.

Det vil bringe renten op på 4,00-4,25 pct. ved årets udgang.

- Han (Kevin Warsh, red.) kom med talen i Jackson Hole med en intension om at genopbygge troværdigheden, siger obligationschef Brian Quigley fra Vanguard Group til Bloomberg News.

- Ser man på markedsreaktionen, synes jeg, at det var meget effektivt, fortsætter han.

På nøgletalsfronten var der nyt fra Chicago, hvor indkøbscheferne så mindre lyst på aktiviteten end ventet. Indekset faldt i august til 47,1 fra 57,6, mens der var ventet en forbedring til 57,9.

Også tillidsindekset udarbejdet af University of Michigan faldt i august, men ikke helt så meget som i den foreløbige opgørelse.

Det endelige indeks endte i 51,7 mod 51,0 i den foreløbige opgørelse - en tilbagegang fra 55,2 i juli.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 566 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig